*

AGF

AGF’er: »Jeg spiller hårdt. Men jeg er ikke svinsk«

AGF er suverænt den klub i Superligaen, der har fået flest kort i denne sæson. Det har kostet 17 karantænedage.

Med 17 karantænedage er AGF suverænt den klub i Superligaen, som har fået flest advarsler og røde kort i denne sæson. Og naturligvis er det en AGF’er, der individuelt stikker ud som nummer et på listen over spillere med flest karantænepoint.

Det er russeren Dzhamaldin Khodzhaniiazov, som ikke har været til træner Glen Riddersholms disposition på fire kampdage i denne sæson, hvilket kan være en af årsagerne til, at forsvarsspilleren ikke har været benyttet i de seneste mange kampe. For han er en dyr herre.

Blandt de 10 spillere med flest advarsler i Superligaen er yderligere to AGF’ere, Martin Spelmann og Daniel A. Pedersen. Førstnævnte fik et gult kort i AGF’s seneste kamp mod Viborg og er derfor ikke med, når AGF indleder playoff-fasen på udebane mod Esbjerg søndag.

Det er til gengæld Daniel A. Pedersen, som gerne vil forklare, hvorfor AGF har indkasseret så mange strafpoint.

»Vi har en aggressiv spillestil. Vi søger duellerne, og vi har arbejdet meget med at gå i nærkampe og vinde dem. Vi har haft for mange tilfælde, hvor vi måske har misset en duel eller en placering på banen, og så har man måttet snuppe et gult kort for at afværge. Jeg synes, vi er blevet bedre på det område på det seneste. Men vi har fået for mange gule kort,« indrømmer han.

I de fire seneste sæsoner har Daniel A. Pedersen fået henholdsvis en, tre, syv og syv advarsler. I denne sæson er han allerede oppe på 11 advarsler i 22 kampe.

»Jeg har skullet være en af de hårde hunde på dette hold, en af dem, der tager fra. Vi skal ikke klynke over, at vi har fået mange gule kort. Nogle er hårdere dømt end andre, eksempelvis det gule kort, som Martin Spelmann fik mod Viborg i søndags. Han gik hårdt ind i duellen, men jeg så det absolut ikke som gult,« siger Daniel A. Pedersen.

Bisse eller ej?

Jeg spiller hårdt. Men jeg er ikke svinsk.
Daniel A. Pedersen, AGF’er med 11 gule kort i 22 kampe.

AGF har i alt haft 17 karantænedage i sæsonen. Det går ud over kontinuiteten på holdet, som i forvejen har døjet med mange skader.

»Vi har fået en del karantæner, fordi vi har dummet os til sidst i nogle af kampene. Det har vi snakket om. Skal man have et gult kort, skal det ske i en ærlig kamp om bolden eller i holdets tjeneste. Den slags er ok. Men advarsler for brok eller for at sparke en modstander ned to minutter før tid skal elimineres,« mener midtbanespilleren.

Adspurgt direkte, om han er en bisse på en fodboldbane, svarer han:

»Jeg spiller hårdt. Men jeg er ikke svinsk.«

AGF-træner Glen Riddersholms udlægning af kortklubbens ageren er, at det kan skyldes, at AGF har måttet rokere fra kamp til kamp på grund af skader og – nå ja, karantæner.

Kortklubben

AGF er i spidsen

Toptre over flest karantænepoint og dage i karantæne i Superligaen:

  • AGF: 443 point, 84 kort, 17 dage
  • Randers FC: 401 point, 57 kort, 13 dage
  • Sønderjyske: 359 point, 71 kort, 10 dage

Individuelle AGF’ere:

  • Dzhamaldin Khodzhaniiazov: 73 point, 8 kort, 4 dage
  • Daniel A. Pedersen: 55 point, 11 kort, 3 dage
  • Martin Spelmann: 53 point, 11 kort, 3 dage
  • Dino Mikanovic: 44 point, 9 kort, 2 dage

»En væsentlig del af årsagen til, at vi har fået mange kort, er, at vi har skiftet ufatteligt meget ud i startopstillingen. De, der er kommet ind, har gerne villet vise sig frem. På et hold, der ikke naturligt har en rytme, er man nødt til at kompensere med ekstra hårdt arbejde. Og når man ikke er så afstemt som hold, så kan det være, at man kommer for sent ind i duellerne, fordi man skal reparere for meget. Så ender det med kort. Så er der andre situationer, hvor vi ikke bruger indersiden af hovedet og får dumme kort,« siger Glen Riddersholm.

Holdet må ikke svigtes

For ham og resten af staben drejer det sig udelukkende om kampen søndag mod Esbjerg. Og mod slutningen af en sæson er der ikke tid til at evaluere kortklubben.

»Nu kan vi ikke ændre noget, for vi står i en vigtig fase af turneringen. Det er klart noget, som vi efter sæsonen vil samle op på. Vi laver en video og ser alle kortene igennem og får dem kategoriseret, så vi kan lære af det. Men nu og her er der andre vigtige sager på dagsordenen,« fastslår han.

Undervejs har emnet været debatteret fra kamp til kamp.

»Internt har vi da evalueret undervejs. Når en spiller i slutfasen af en kamp får en dumt kort for et frustrationsfrispark, taler vi skarpt om det. For spillerne må ikke svigte holdet,« bemærker han.

Glen Riddersholm mener, at der generelt har været for hård en linje fra dommernes side i foråret.

»Jeg synes, at vi ser kampe med rigtigt mange kort. Det er noget, som vi trænere taler om. Min personlige holdning er, at der generelt bliver delt for mange advarsler ud. Man skal slå ned, når det er spilleren og spillet, vi skal beskytte, men ikke hvis dommeren føler sig truet på sin autoritet, eksempelvis. Da skal vi have højere til loftet.«

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lægedækning skal have topprioritet

Henrik Nedergaard, administrerende direktør, Diabetesforeningen
Region Midtjylland er på en skæv kurs i forhold til at styrke den almene lægepraksis. Konsekvenserne kan blive alvorlige.

Debat: Den private plejesektor har spillet fallit

Peter Just | Martin Christensen, kandidater for Kommunistisk Fællesliste liste R til kommunevalget i Aarhus
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her