*

AGF

I AGF er de vant til at tage det sure med det søde

Superliga: Trods tre sejre i rap skal AGF i playoff mod Esbjerg. Men med selvtillid i bagagen.

Björn Daniel Sverrisson prikker kampens enlige mål ind, mens Viborg-målmand Walter Viitala kun kan se på. Foto: Mikkel Berg Pedersen

En god halv times tid inden kampen kom han som altid spankulerende, og som mangeårig AGF’er gav han naturligvis hånd som hilsen.

Det var tid til lige at vende Superliga-situationen og den forestående kamp mod Viborg, hvor AGF ikke kunne afgøre noget som helst selv. Klubben var også afhængig af, at AaB ville tage point fra Silkeborg.

»Det må gerne snart gå en lille smule vores vej,» bemærkede AGF-lederen som afskedssalut.

I Aarhus, i denne sammenhæng AGF, er de vant til at tage det sure med det søde. Måske endda omvendt. Og akkurat sådan endte det; AGF leverede foran et sæsonrekordstort publikum på næsten 16.000 en gedigen indsats, udbyttet blev en sejr på 1-0 over Viborg, den kunne nemt være blevet større, men en sejr er en sejr. Men ikke altid nok.

Kampen

AGF-Viborg 1-0 (0-0)

Mål: 1-0 Björn Daniel Sverrisson (66.)

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilskuere: 15.734

For i Aalborg smuldrede AaB’s spil i sådan en grad, at holdet først i overtiden havde et forsøg inden for målrammen. Da var Silkeborg for længst i vinderposition.

Facit: AGF møder Esbjerg i to kampe. Vinderen går i en nedrykningsfinale, hvor det sejrende hold slipper fri, mens taberen skal møde nummer tre fra 1. division i to kampe om en plads i Superligaen. Taber AGF til Esbjerg samlet, lurer en nedrykningsfinale, hvor taberen ryger direkte ud, mens vinderen møder toeren fra 1. division i to kampe. Det strammer til.

»Vi har haft en fin serie med stærke kampe. Det er et godt tidspunkt på sæsonen, at vi spiller så godt. Så jeg har stor tro på, at vi kan blive i Superligaen, hvis vi kan spille på denne facon. Vi har spillet gode kampe mod Esbjerg, og den måde, vi spiller på, passer godt til, at vi skal møde netop dem. Vi har en god selvtillid, også selv om det var en skuffelse, at vi ikke nåede op på andenpladsen. Jeg er 100 pct. sikker på, at AGF er i Superligaen næste sæson,« siger Björn Daniel Sverrisson, islandsk matchvinder mod Viborg.

De første minutter

Mod Viborg spillede forsvarsspilleren Niklas Backman forårets første minutter, da han blev skiftet ind i slutfasen i stedet for Dino Mikanovic. Svenskeren har siden januar døjet med en skade i hoftebøjeren. Også for ham var det en sursød oplevelse. AGF vandt, han fik comeback (»Det var fantastisk at spille igen og at høre fansene synge mit navn, jeg fik gåsehud helt om i nakken.«), men playoffkampene blev ikke undveget.

»Vi spillede igen en god kamp, som vi har gjort på det seneste. Men resultatet i Superligaen er en stor skuffelse. Man tænker tilbage på de fem kampe i begyndelsen af foråret, da vi ikke fik ret mange point. Så var der kampe i efteråret, da vi lukkede mål ind sent i kampene. Det er den slags, man tænker over nu. Men vi skal ikke spekulere for meget, vi skal fortsætte på den vej, vi er slået ind på. Nemlig tre sejre og tre kampe, uden at modstanderne har scoret,« siger Niklas Backman.

Svenskeren var – inden sin langvarige skadespause – holdets defensive styrmand, men med kun få kampe tilbage af sæsonen, kommer han næppe til at have andet end en rolle som indskifter. For det nuværende forsvar har imponeret.

»Spillerne i forsvaret vinder alle deres dueller for tiden. Jeg kan kun rose Thomas Juel-Nielsen og Jesper Juelsgård, de har virkelig gjort det godt. Og Jens Stage har spillet fantastisk. Jeg vidste, at han var en solid spiller, men med det niveau, han har vist på det seneste, ligner han en, der har spillet i Superligaen de seneste 10 sæsoner. Det er den slags, der vil hjælpe os rigtig meget i de kommende kampe,« siger matchvinder Björn Daniel Sverrisson.

Det er Niklas Backman enig i.

»Vi skal bare fortsætte, for vi har fundet en stabilitet nu. Jeg kan ikke erindre, at Viborg fik chancer mod os. Når det skete, var det kun et par gange, da vi gav bolden væk. Ellers ser det stabilt ud. Helt oppe fra angrebet bliver der forsvaret. Vi er kompakte som hold, og så er det nemmere at forsvare,« bemærker svenskeren.

To spillere ude

Mod Esbjerg i den første kamp må AGF undvære karantæneramte Elmar Bjarnason og Martin Spelmann.

»Men vi er kommet styrket ud af de seneste tre kampe, så vi har en god selvtillid lige nu. Der er gået et mål ind på os i fire kampe, og vi har fået ni ud af 12 mulige point. Det er jeg meget tilfreds med. Vi er lidt skuffede, men der er så mange ting, vi er ved at strikke sammen, og der skal vores fokus ligge. Jeg kan ikke forestille mig, at skuffelsen sætter sig. For det giver trods alt selvtillid at vinde tre kampe i træk,« siger Glen Riddersholm, stadig på sin vis ny AGF’er.

Men allerede vant til at tage det sure med det søde.

Karakterbog

AGF’s spillere bedømt i kampen mod Viborg:

Aleksandar Jovanovic 7

  • Serberen blev ikke for alvor testet bortset fra et par forsøg fra distancen, som han tog sig sikkert af. Virkede igen sikker i luftrummet.

Dino Mikanovic 7

  • Stærk indsats af den lille fart-back, som ofte gik med frem og faktisk var særdeles tæt på at score med et fladt spark. Humpede ud med skade i slutfasen.

Thomas Juel-Nielsen 10

  • Ny koncentreret indsats af midterforsvareren, som stort set ikke tabte en duel undervejs mod Deble og Vatsadze. Havde på ny ro i sit spil og skilte sig fint af med bolden.

Jesper Juelsgård 10

  • Fornem kamp af den venstrebenede stopper, som også sørgede for at servere et par præcise hjørnespark, et af dem gav det afgørende mål. Spillede meget afklaret i defensiven og var på dagen sit holds bedste mand.

Jens Stage 10

  • Den unge AGF’er har for alvor vist sit værd som venstre back. Vandt igen stort set samtlige dueller, og hvis han tabte en af dem, kom han stærkt tilbage. Denne gang krydrede han desuden med adskillige fine ture langs kanten.

Martin Spelmann 4

  • Arbejdsindsatsen var igen langt over middel, men også mod Viborg trak Spelmann et gult kort, som sender ham i straffeboksen i den første playoffkamp. Brændte stor chance.

Mustafa Amini 7

  • En vigtig mand i det nye udtryk, som AGF har fået i de seneste kampe. Amini bryder mange bolde og er god til at drive bolden frem i højt tempo. Men et par dumme fejl trækker ned.

Björn Daniel Sverrisson 7

  • Matchvinder og gedigent arbejde af islændingen på den centrale midtbane, hvor hans ro igen havde stor betydning. Holdt kadencen hele vejen hjem.

Elmar Bjarnason 4

  • Islændingen spurtede rundt i et flot arbejdsraseri, han havde held til at drille modstanderne flere gange i offensiven, også selv om hurtighed ikke er hans primære styrke. I karantæne i den første af playoffkampene.

Kasper Junker 7

  • Tog en del bolde til sig og nåede frem til to chancer. Den ene blev reddet før stregen, mens den anden blev snuppet af Viborg-målmanden. Konstant løb han i position.

Mustapha Bundu 02

  • Manglede lige det sidste denne dag for at kunne vride sig fri, men han gav prøver på, at han har et kort aftræk. Byttet ud med Danny Olsen efter en time.

Danny Olsen 4

  • Fint indhop af midtbanespilleren, som tilførte sit hold lidt skudstyrke fra distancen. Olsens rutine var med til at køre sejren hjem.

Daniel A. Pedersen UB

Niklas Backman UB

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: International ros til Aarhus, kulturen er lige i øjet

Steen B. Andersen (S), formand for Kulturudvalget

Ali Nuur (S), medlem af Kulturudvalget

I disse år er det vigtigt, at vi beholder begge ben på jorden, men det er samtidig også svært at skjule vores begejstring.

Debat: Vandscootere og jetski truer sikker fritidssejlads

Jørgen Bargisen, på vegne af foreningerne på Aarhus Lystbådehavn v/Samarbejdsudvalget for Tursejlere og Fællesrådet for foreninger/klubber på FTL Havnen
Reglerne for brug af vandscootere og jetski bør strammes. Ellers er det kun et spørgsmål om tid, før nogen kommer alvorligt til skade eller bliver dræbt.

Debat: Når man skyder gråspurve med kanoner, ender man med at lave store huller i luften

Michael Sandberg, forstander AVU-området VUC Aarhus

Karsten Larsen, forstander Egå Produktionshøjskole

P. C. Asmussen, forstander Gøglerproduktionsskolen

Claus Bentsen, forstander, Århus Produktionsskole

Hvis det skal lykkes at få flere unge i arbejde eller uddannelse, skal der tænkes nyt, og der skal justeres på rammer og samarbejde – en ny strukturreform er ikke svaret.
Restauranter

Tag selv vinen med

Vi koncentrerer os om maden, så sørger gæsterne for vinen, siger Le Basilic i Aarhus. Maden kunne nu godt trænge til mere opmærksomhed.

En bid af Italien

Anmeldelse: Restaurant Passione er et autentisk, italiensk spisested, som trods skønhedsfejl efterlader et sympatisk indtryk.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye bands

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her