*

Kommunalvalg Aarhus
Restauranter

Golfmad til favorable priser

Restaurant Unico serverer enkle retter i en lettere forfinet udgave – til lave priser. Det lykkes ganske godt, i hvert fald et stykke hen ad vejen. Til gengæld er betjeningen haltende og usikker.

Aarhus Golf Clubs restaurant, Unico, ligger smukt lige ud til banen. Foto: Benjamin Nørskov

Restaurant Unico

Ny Moesgårdvej 50, Højbjerg

Tlf. 86 27 66 11

aarhusgolf.dk/omklubben/restauranten

Åbent: Mandag-fredag fra kl. 12 (køkkenet lukker kl. 21.30),

lørdag kl. 12-17, søndag kl. 9-17.

Betjening

Venlig, men meget usikker og langsom betjening præget af manglende overblik.

Franske brasserier er typisk beskedne outfits med smalt spisekort, enkle retter og lave priser. Sådan ser verden også ud i Aarhus Golf Clubs brasserie, Unico.

Og så alligevel ikke. Gastronomisk sigter Unico højere og lykkes pænt med at forfine traditionelle retter.

Nuvel, alt på vores tallerkener var ikke perfekt, og betjeningen haltede gevaldigt, men køkkenet råder tydeligvis over kompetente og ambitiøse håndværkere, der tør eksperimentere, og hurra for det.

Vi indfandt os en sommeraften med fuldt hus – de fleste var glade, højrøstede golfspillere – og fik straks anvist et godt bord ved vinduet med smuk udsigt til den kuperede golfbane. Her følte vi os fint tilpas.

Modtagelsen var smilende, men det viste sig hurtigt, at betjeningen, forestået af unge kvinder, ikke er Unicos stærkeste kort.

Ganske vist gik det tjept med at blive bænket, få udleveret menukort og blive præsenteret for trerettersmenuen til 325 kr. (500 kr. inklusive vin), men herfra bumpede og skramlede betjeningen derudad som følge af manglende overblik.

Vi måtte vente det meste af en halv time, inden tjeneren vendte tilbage for at modtage vores bestillinger. I mellemtiden var nye gæster kommet til og havde afgivet deres ordrer.

Først tre kvarter efter ankomsten fik vi en lille kurv med halvtrist foccacia samt urteolie ind på bordet, og der gik endnu længere tid, inden vin og forretter blev serveret. Forinden havde vi måttet bede om at få udskiftet et glas, da der på kanten var fede mærker efter læbestift, hvilket vi tolkede som endnu et eksempel på uskarp betjening.

Perfekt laks

Vi sprang trerettersmenuen over og plukkede i stedet fra a la carte-kortet. Ledsageren lagde ud med et saftigt stykke ”brændt” færøsk laks, der havde fået stegeskorpe fra en gasbrænder og var smukt anrettet med stykker af ristet rugbrød, syltet fennikel, pocheret æg, frisésalat og hollandaisesauce. Ren velsmag. Den tørre, let bitre acaciefadlagrede chardonnay – fra vinhuset Bosio – komplementerede retten perfekt.

Til anmelderen var der håndpillede rejer på ristet toastbrød. Rejemadder i den traditionelle udgave kan være ferske, flove og farveløse – ofte en sørgelig omgang rent ud sagt – men her var der arbejdet talentfuldt med at raffinere serveringen med semitørrede, syrligtsøde tomater, tomatpulver, en ekstraordinært god, hjemmerørt mayonnaise samt en bitter salat. Et glas tør hvidvin – en frisk, frugtig silvaner med noter af citrus fra Klaus Gallé i Rheinhessen – var et godt match til skaldyrene.

Brændt færøsk laks med syltede fennikel, pocheret æg og hollandaise. Restaurant Unico. Til JP Aarhus. Foto: Kim Pauli

Efter denne fine optakt havde vi store forventningerne til hovedretterne. Men de var ikke nær så overbevisende, selv om køkkenet også her havde forsøgt sig med nytænkning.

Medspiseren kunne ikke lide sin servering, som hun fandt kikset i smagssammensætningen – og i øvrigt for fed og kvalm og meget lidt sommerlig. Anretningen bestod af en velvoksen tartelet med kylling fra Hopballe i en velouté med syltede grønne jordbær og rabarber ledsaget af et unødvendigt stykke konfiteret kyllingelår samt en lige så uvedkommende skysauce.

Anmelderens bøfsandwich, en smørbagt bolle med oksekød, syltet fennikel, friterede løgringe, bearnaisesauce, ravigotte, frisésalat og håndskårne pomfritter var bedre. Serveringen havde en god balance mellem surt, salt og sødt, men fedtprocenten var så alarmerende høj, at det næsten gav åndenød.

Hallo, er der nogen?

Til hovedretterne fik vi på anbefaling af Unico en robust rødvin fra Laudun i Rhone, der kun akkurat overlevede at blive parret med de fedtholdige serveringer.

Da køkkenet havde serveret hovedretterne, blev vi overladt til os selv. De andre gæster sivede, og til sidst sad vi tilbage ganske alene. Ingen værdigede hverken os eller vores tomme tallerkener et blik. Måske havde vi siddet der endnu, hvis ikke ledsageren – 2 timer og 15 minutter inde i showet – var gået ud for at praje et medlem af personalet for at gøre opmærksom på, at vi ønskede dessert og kaffe.

Tartelet med confiteret kylling, marineret rabarber, jordbær, velouté og skysauce. Restaurant Unico. Til JP Aarhus. Foto: Kim Pauli

Der gik så lang tid, inden den bestilte dessert til medspiseren ankom, at vi troede, at vi igen var blevet glemt. Mørket var ved at falde på, men efter 35 minutter kom serveringen endelig; en smuk og delikat anretning med friske jordbær med vanilje, vaniljeparfait, chokoladecrumble, skovsyre og mynte.

På det tidspunkt var anmelderens kaffe for længst drukket, og det samme var det meste af ledsagerens søde dessertvin, Croix Milhas fra Muscat de Rivesaltes, som betjeningen i parentes bemærket glemte at skrive på regningen.

Vi landede en samlet regning på 771 kr., og det er – den ujævne præstation til trods – billigt. Unicos priser er favorable, og dette faktum – sammenholdt med at køkkenet udviser mod og langt hen ad vejen leverer på et pænt niveau – løfter den samlede bedømmelse.

Den usikre, langsomme og uengagerede betjening trækker dog ned, hvilket betyder, at det bliver tre stjerner til Unico.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Mikrolån Aarhus: Intelligent aktivering

Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold & Beskæftigelse (SF)
Mikrolån kan være en gave til borgere, der skal i beskæftigelse. Ordningen er en succes, og det skyldes en stram lovgivning, at den ikke er blevet mere udbredt.

Debat: Borgerinddragelse skal prioriteres højere

Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem (DF)
Borgerinddragelse skal prioriteres højere i det kommende nye byråd i Aarhus Kommune.

Debat: Giv aarhusianerne en grøn garanti ved nye bebyggelser

Anja Rehfeld Bærentsen, by- og regionsrådskandidat (K), bestyrelsesmedlem i Århus, Konservative Vælgerforening
Hvis vi kun tænker på økonomi og på at maksimere antallet af borgere i nybyggerier, er der risiko for, at vi glemmer selve sjælen i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her