*

Restauranter

En bid af Italien

Anmeldelse: Restaurant Passione er et autentisk, italiensk spisested, som trods skønhedsfejl efterlader et sympatisk indtryk.

Foruden et udvalg af pizzaer kan man bl.a. få er servering, der kaldes dagens ret, som er enten pasta eller risotto. Passione tilbyder også takeaway. Foto: Anita Graversen

Passione

Borggade 10, Aarhus

Tlf. 2174 5635

www.marcellodamilano.com

Åbent søndag-mandag kl. 17-21, tirsdag-onsdag kl. 10-21 og torsdag-lørdag kl. 10-24.

Betjening

Venlig og imødekommende betjening, men det er utjekket at tage imod den ene bestilling efter den anden på mad og vin, som restauranten er udgået for.

Besøgende i Italien kan finde mange spændende restauranter i sidegaderne. Små hyggelige steder, ydmyge med uprætentiøse menukort, men med ærlig mad, nærvær og åbne arme.

Restaurant Passione er et sådant sted. Den har adresse i Aarhus, men kunne ligeså godt have ligget syd for Alperne.

Indehaveren, Marcello Passalia, som er italiener, er aktivt til stede og bidrager til den gode stemning i restauranten, hvor kasser med italiensk vin er stablet overalt; langs væggene, på reoler og under stolene.

Vi havde bestilt bord en torsdag aften, blev modtaget med et stort smil og fik straks anvist et bord ved vinduet.

Begrænset udvalg

Menukortet er smalt og tilbyder bl.a. en dagens ret, der består af enten pasta eller risotto og koster 140 kr. Man kan også vælge et fad til to personer med parmaskinke, mortadella, salami, oliven og parmesan. Den koster 250 kr. Foruden et udvalg af pizzaer er der tre forretter; bruschetta til 60 kr., carpaccio til 170 kr. eller bøffelmælksmozzarella med bresaola (saltet og tørret oksefilet), ruccola, balsamico og cherrytomater til 210 kr., sidstnævnte serveres i portioner beregnet til to. Det besluttede vi os for at prøve, da bruschettaen var udsolgt.

Ind på bordet fik vi lidt glimrende, hjemmebagt focaccia – fladt italiensk brød strøet med havsalt – sammen med vand fra San Pellegrino og på anbefaling af tjeneren to glas rødvin fra Valpollicella, skænket med rund hånd.

Ingen ost

Vi nippede til den glimrende vin fra Fratelli Vogadori, mens vi afventede forretten.

Pludselig var tjeneren der. Desværre, køkkenet var udgået for bøffelmælksmozzarella. Om vi ville have carpaccioen med ruccola, parmesan og balsamico i stedet? Jo tak, når det ikke kunne være anderledes.

Serveringen viste sig at være både god og stor, så rigelig faktisk, at vi sagtens kunne have nøjedes med denne ene forret.

Restaurant Passione. Bresaola med ruccola, parmesan og balsamico. Foto: Kim Pauli

Men vi havde for længst besluttet os for også at prøve pizzaerne, som vi havde hørt godt om. Medspiseren pegede på basismodellen, margherita, med tomat, mozzarella og basilikum, mens anmelderen faldt for udgaven ”Victor” med tomat, ost og artiskokker. Oprindelig var sidstnævnte bestilt i bøffelmælksudgaven til 30 kr. ekstra, men da der nu ikke var mere af den type ost, havde vi accepteret, at den i stedet blev tilberedt med almindelig mozzarella.

Mens vi ventede på pizzaerne, dukkede tjeneren op igen. Desværre, køkkenet var også udgået for artiskokker.

Hm, o.k., så tager vi en pizza ”Passione” i stedet med parmaskinke, ruccola og parmesan.

Vi bad om lidt mere rødvin. Om tjeneren igen kunne anbefale noget? Ja, der var faktisk en anden, lidt bedre vin fra Valpollicella. Tak, lad os prøve to glas af den.

Lidt efter var tjeneren tilbage med endnu en nedslående besked. Vinen var desværre udsolgt. Men hvad med en syrah fra Sicilien fra Graffetta? O.k. så.

Atter blev der skænket med rund hånd, og igen var det en glimrende vin, vi fik på bordet, så det gik endda.

Den gode pizza

Det er en kunst at lave en god pizza; det handler om dejen, ingredienserne og ovnens temperatur, og selv om det lyder let, er det ikke nemt at få det hele til at gå op i en højere enhed. Hos Passione lykkes det – næsten. Medspiserens margherita var god, omend for salt, og havde præcis den sprødhed, tykkelse og karakteristiske skorpe, der kendetegner en god pizza fra Italien. Anmelderens ”Passione” var også perfekt bagt med god ost, men ligeledes for salt – og dertil urimeligt overlæsset med skinke og ruccola. En tredjedel af fyldet havde været rigeligt.

Restaurant Passione. Pizza Margherita. Foto: Kim Pauli

Utjekket betjening

Restaurant Passione er et sympatisk spisested, autentisk fristes man til at sige, det er i hvert fald et sted, hvor man føler sig godt tilpas og har lyst til at besøge igen. Vel er det ikke gourmetretter, der tilberedes, men det er ærlig mad tilberedt af gode råvarer.

Det vil imidlertid løfte oplevelsen, hvis betjeningen var mere skarp. Vi kan ikke mindes før at have spist et sted, hvor så meget var udsolgt, og hvor det tilsyneladende først blev opdaget nærmest hen ad vejen. Også andet fungerede ikke. F.eks. bestilte vi til kaffen en grappa, som aldrig kom, og da vi skulle betale, måtte vi selv remse alt op, vi havde fået – huset vidste det tilsyneladende ikke. Prisen på den skænkede vin blev beregnet forkert, og flasken med vand kom aldrig på regningen, fandt vi efterfølgende ud af.

Vi forlod Passione med et generelt positivt, men lidt blandet indtryk, og derfor lander vi på en samlet bedømmelse på tre stjerner.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Overgreb mod kysten

Kai Otto v. Barner, Absalonsgade 43, 2. sal, Aarhus C
Området langs Strandvejen er enestående, derved at den åbne bræmme langs kysten kun i ringe grad brydes af bebyggelse.

Debat: Bilracerbanen på Wedelslund kommer næppe ud af sit pitstop

Jørgen Warberg, Frodes Mark 14, Skovby, Galten
Efter at Tage Nielsen på vegne af den radikale byrådsgruppe tirsdag 20/6 havde meldt et klart nej tak til en Wedelslund Racerbane i et debatindlæg, skete der lige pludseligt noget på den politiske front: SF vaklede.

Debat: Formanden for Strøget svines til af kultureliten efter sin kritik af Aros

Uwe Max Jensen , Jægergårdsgade 152, Aarhus C
Formanden for Gadeforeningen Strøget i Aarhus, Lars Svendsen, har tilladt sig i et (ironisk?) indlæg i gratisavisen Aarhus Onsdag at kritisere Aros, Aarhus Kunstmuseum, herunder den tyske kunstner Katharina Grosses værk i Mindeparken.
Restauranter

Casablanca ligner sig selv

Casablanca er genåbnet efter en renovering. Den klassiske franske caféstil er intakt, og køkkenet leverer på et pænt niveau, selv om alt ikke lykkes til perfektion.
Annonce
Redaktionen anbefaler

V: Uambitiøs plan for Mølleparken

Lokalplanforslaget for Møllepark-området giver ikke de oplevelser til aarhusianerne, som var intentionen, mener Venstre. Et hostel vil give masser af liv, siger S-rådmand, der afviser kritikken.
Annonce
Præsten mægler mellem stridende søskende
Når sognepræst Søren Hermansen fra Sorgenfri mægler mellem stridende søskende eller møder dem til en begravelsessamtale om deres afdøde mor eller far, støder han ofte på konflikter, som har rod i barndommen. Samtalerne kan være befordrende eller afsluttende for deres relation. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her