*

Restauranter

Her må maden tale for sig selv

Restaurant: Det kulinariske niveau på Mefisto er flot, og der er kælet for detaljerne i såvel mad som indretning. Men det kniber for tjenerne at følge med på samme niveau og klæde gæsterne på med samme sans for detaljen.

Mefisto kalder sig selv for ”Restaurant & Vinstue” og har da også et fint vinkort i den betalelige ende. Indretningen er tæt, men meget hyggelig, og så kan man glæde sig over fine billeder på væggene, bl.a. af den lokale kunstner Ulrik Witt. Foto: Jan Dagø

Mefisto

Volden 28, Aarhus

Tlf. 8613 1813

www.mefisto.dk

Åben mandag-fredag

kl. 11.30 - 22, lørdag-søndag kl. 10-22.

Lækkerbiskner.

Det er et punkt for sig selv på Mefistos menukort, men faktisk kunne det bare være overskriften på det. For der arbejdes seriøst i køkkenet, som sender den ene lækkerbisken efter den anden ind på bordet lige fra brød over dybstegte østers og grillet hummer til chokoladekage.

Desværre følger tjenerne ikke trop. Det kniber f.eks. med at fortælle, hvad vi får serveret, ligesom hummeren bliver serveret uden det bestik, der skal til at spise den, og regningen bliver gjort ufuldstændigt op.

Faktisk er Mefisto et rigtig hyggeligt sted. Det ligger i Volden, vel nok en af de hyggeligste gader i byen, og er indrettet med både stil og charme. Der er flotte billeder på væggen, flere malet af Ulrik Witt, der indtil sidste forår havde værksted og forretning i samme gade.

Betjening
  • To ud af seks stjerner
  • Der var skiftende fokus fra tjenernes side – nogle gange var de på, andre gange slet ikke.
  • Og det går slet ikke at rette en forkert regning ved blot at skrive et nyt tal med tusch.

Vi bestilte dels fra a la carte-menuen: Dybstegte østers (150 kr.), en halv, grillet hummer (228 kr.) og chokoladekage (88 kr.), dels fra Mefisto-menuen med tre retter for 300 kr.: Muslingesuppe, kalvetværreb med sauce choron (en variant af bernaisesovs) og pommes frites samt appelsinsorbet.

En tjener af få ord

Der blev hurtigt sat en karaffel vand – som aftenen igennem blev fyldt op med koldt vand – og en kurv med små brød og krydret smør på bordet. De kunne godt have fortjent at få et par ord med på vejen, men de kom ikke.

Det gjorde heller ikke forretterne, før vi selv bad om det. Så fik vi at vide, at de seks østers var »vendt i brødkrumme« og friturestegt og kunne selv se, at de var delikat anrettet i østersskaller med dildmayonnaise og citron. Også muslingesuppen med kammusling, blåmusling, safran og koriander blev delikat serveret i en lille gryde og smagte stærkt og godt.

Mefisto er kendt her i byen for sine grillede hummere. Foto: Jan Dagø

Vi bad tjeneren om at sætte vin til vores mad fra vinkortet, der rummer mange gode muligheder i prisklassen 300-600 kr., heraf flere på glas. Vi indledte med et glas pinot blanc fra Eschbach-Domstetter i Alsace (75 kr.), frisk, frugtig og eminent at drikke både med og uden mad.

Bøffen af kalvetværreb, der kunne skilles ad med en gaffel, blev serveret med løg, svampe, grønne urter, en halv citron, pommes frites og bearnaise. Igen en vellykket ret med smag og bid, der blev fint suppleret af et glas australsk Torbreck fra Barossa Valley 2012, (85 kr.).

Mefisto er kendt for sine hummere, så naturligvis måtte sådan en prøves. Det har medspiseren talt om siden: »Uha, det var også en skøn madoplevelse.«

Oplevelsen havde dog sine mangler. Det gjaldt dog ikke det spiselige. Den halve hummer var perfekt grillet og blev serveret med hvidløg og persille, flot anrettet på en oval tallerken med brøndkarse, dild og rød skovmærke samt hjemmerørt aioli, citron og toast og frisésalat med ristede mandler, rødbedetern og dressing, der alt sammen komplementerede hummeren fint.

Fedtede fingre

Også disse to retter blev serveret uden mange ord, og tjeneren havde endog så travlt med at komme videre, at hun ikke bemærkede, at der manglede en hummergaffel. Så vi måtte kalde på hende, hvorefter hun kom med både en spids gaffel og en knækker.

På menukortet stod der, at der hørte dagens kartoffel til, men så heldig var medspiseren ikke. Der kom ingen kartofler.

Man bliver fedtet af at spise en hummer, hvorfor man ofte får en skylleskål eller en våd serviet. Men heller ikke dette udstyr så vi noget til, før vi selv bad om det.

»Jeg tænkte, at du ville vente, til du var færdig,« sagde tjeneren, mens medspiseren sad med strittende fingre for ikke at fedte tøjet til. Nej, der var ingen grund til at vente, det havde været rart at kunne tørre fingre undervejs. Mærkeligt, at man ikke bare pr. automatik får det udstyr, der hører til, nu denne servering er et speciale på restauranten.

Vinen hertil var af kongelig art: Vin du Prince de Danemark fra Château de Cayx – La Cigarelle, Côtes du Lot. En fin chardonnay fra 2013 (85 kr.), som smagte godt til det store skaldyr.

Dessert – igen fine serveringer. Måske fordi kokken selv serverede maden, fik vi nu retterne præsenteret.

Det var en lækker og kraftfuld gateau marcel-agtig chokoladekage med vaniljeis og crumble af hvid chokolade. Også sorbeten af blodappelsin var et hit. Isen var luftig og lyserød og fik gennemslagskraft i smagfuldt samarbejde med et mandelbrud med hvid chokolade, appelsinpuré smagt til med et stænk frugtbrændevin, søde appelsinskiver og et drys popsukker.

Vi fik hver et glas pinot noir fra Parker Station 2013 (85 kr.) til og derefter kaffe og te (a 38 kr.).

Regning med tusch

Vi nærmede os lukketid, så vi bad om regningen. Den lød på 1.162 kr., men ved nærmere eftersyn kunne vi se, at der manglede to glas vin. Det gjorde vi opmærksom på, hvorefter tjeneren beklagede, at hun ikke kunne genåbne regningen. Hun hentede en regnemaskine, rettede med tusch den oprindelige regning og bad om 1.332 kr. i stedet.

Hvorfor fejlen ikke bare blev rettet op ved at lave en tillægsregning må stå hen i det uvisse, ligesom man kan undre sig over, hvor det lille ord ”tak” blev af.

Alt i alt giver det fire stjerner til Mefisto og en stor anbefaling – også til tjenerne om blive bedre til at holde fokus. Restauranten er i øvrigt med i Gastroweek, der varer til den 21. februar.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Debatindlæg

Debat: Aarhus Jazz Orchestra – jazz med mening for ældre

Peder Udengaard, orkesterchef, Aarhus Jazz Orchestra
Orkestret er taknemmelig for, at Aarhus Kommune giver det muligheden for at skabe glæde og indhold i hverdagen hos byens ældre.

Debat: Tirstrup Lufthavn

Hanne Skovrup, Glatvedvej 42, Balle
Sommerferie

Sommerferie for børn.

Se, hvad der sker i sommerferien i Aarhus
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

498 g bøf blev til 256 g mad

Kødsvind: Hvad kan man egentlig forvente af kød på tallerkenen, når man bestiller en 500 grams ribeye. Vi lod det komme an på en prøve.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her