*

 

Restauranter

Guide: Seks steder til valentinsdag

Valentinsdag er lige om hjørnet, men hvor skal du invitere på date? Her er 6 fortrinlige steder med garanti for romantik.

Valentinsdag er kommet for at blive, og den 14. februar er lige om hjørnet. Derfor skal man naturligvis invitere sin store kærlighed ud at spise på dagen, som i år er udfordret af, at den ligger en søndag, når mange restauranter har lukket. Men her er seks steder i Aarhus, der har åbent valentinsdag. Arkivfoto: Jan Dagø

En dag i kærlighedens tegn eller en plat amerikansk tradition? Had eller elsk det: Valentinsdag er kommet for at blive, og den 14. februar er lige om hjørnet. Derfor skal man naturligvis invitere sin store kærlighed ud at spise på dagen, som i år er udfordret af, at den ligger en søndag, når mange restauranter har lukket. Men her er seks steder i Aarhus, der har åbent valentinsdag.

Champagne og østers på Strandvejen

La Plage Deux, Strandvejen 2, 8000 Aarhus C

Casanova startede angiveligt sin dag med at spise 50 østers, så selvfølgelig skal I have østers og champagne på jeres valentinsdag. Her er champagne- og østersbaren La Plage Deux ved havnen et oplagt sted at indtage herlighederne, mens I kigger hinanden dybt i øjnene. Indretningen er cool og lidt old school med rå træborde, barstole og siddepladser i de store vinduespartier, og for enden af rummet skaber et sofaområde en hjemlig hygge og intimitet.

La Plage Deux’ udvalg af østers varierer efter sæson og udbud, og prisen starter ved 20 kr. for en østers og champagne til 110 kr. glasset. Du kan også invitere din udkårne på husets cava til 60 kr. per glas eller en af stedets forskellige cocktails. Baren har ikke et fast cocktailkort, men den charmerende og dygtige værtinde Sascha Steenfath kan trylle alle klassikere frem alt efter, hvad I er i humør til.

Kærlighed for kødelskere i Skolegade

Restaurant KöD, Skolegade 21, 8000 Aarhus C

Med røde murstensvægge og sort, stilrent interiør har Restaurant Köd i festgaden Skolegade en cool indretning, som skaber en god atmosfære til en valentinsdate. Restauranten holder særligt åbent i anledning af valentinsdag, hvor I kan lade jer forkæle af to retter til 350 kr. eller tre retter til 400 kr.

Det er så yndigt at dele, som man (næsten) siger, så på årets mest romantiske aften har Köd skabt en menu med delemad i fokus.

Forretten er en deleplatte med laksetatar og oksecarpaccio, som efterfølges af en hovedret med chateaubriand 500 gram, også til deling. Med i prisen er naturligvis husets fritter, som er perfekt sprøde og velsaltede. Hvis I ikke er mætte, bør I unde jer selv desserten med Gateau Marcel og cheesecake på en deleplatte. Mums, siger vi bare. En aften med ren kærlighed til kødelskeren.

Michelin-lækkerier ved åen

Restaurant Pondus, Åboulevarden 51, 8000 Aarhus C

Bistroen Pondus er lillebror til Michelin-restauranten Substans og scorede en flot Bib Gourmand i Michelinguiden sidste år, hvilket betyder, at der er tale om god mad til rimelige priser. Med andre ord er bistroen perfekt til en valentinsdinner, hvis I vil have god kvalitet på tallerkenen uden at betale en herregård. Stemningen på Pondus er herligt uformel takket være en cool indretning med rå murstensvægge og træbord, og et ekstra plus er, at bistroen bruger økologiske, lokale råvarer. Til valentinsdag tilbyder stedet en særlig menu, hvor der serveres torsk, agurk og dild til forret, efterfulgt af kammusling og kartofler. Hovedretten består af okse, gulerod og hasselnød, og til dessert serveres pærer, estragon og mælkeis. Hele herligheden koster 375 kr. per person eller 750 kr., hvis I ønsker vinmenu til. Det er da ikke galt for en valentinsmiddag på en Michelin-anbefalet restaurant, vel?

Atmosfære på Fredens Torv

Restaurant Mellemrum, Fredens Torv 2, 8000 Århus C

Med en indretning, der ikke lader sig rive med af de nyeste modetendenser, har Restaurant Mellemrum på Fredens Torv en hyggelig og afslappet atmosfære, der er perfekt til valentinsdag.

Betjeningen med restaurantchef Peter Aaen i spidsen er kompetent og opmærksom fra start til slut, og så kan han sin vin, skal vi hilse at sige.

Den 14. februar kører restauranten en fireretters valentinsmenu, hvor I kan blive forført af forret bestående af rejer, glaskål, friskost og agurk, hvorefter der serveres rimmet torsk med nødder og brunet smør.

Til hovedret får I spidsbryst med selleri, løg og svampe, og til at slutte aftenen af med kan I sætte tænderne i en dessert med chokolade med bær og marengs.

Hele herligheden koster 400 kr. eller 750 kr., hvis I ønsker vinmenu til. Så er den gode stemning i hus!

Casual dining på Åboulevarden

Restaurant FF, Åboulevarden 30, 8000 Aarhus C

Sharing is caring, og hvad er mere romantisk end at spise af den samme tallerken?

Den nyåbnede Restaurant FF ved åen satser på delemad og holder valentinsdag særligt åbent med en speciel casual eatingmenu bestående af snacks,  charcuteri, fisk, kød, grønsagsretter og dessert for 345 kr. per næse eller 675 kr., hvis I vil have en champagne-, vin- eller cocktailmenu til.

De delevenlige retter er med til at skabe en hyggelig, uformel stemning, hvilket understøttes af rummets indretning, der er enkel, stilfuld og afslappende – alt sammen perfekt til valentinsdag.

Huset laver også en fortrinlig cocktail, så hvorfor ikke afslutte aftenen med en Pisco Sour eller en Wet Stiletto?

I kan oplagt nyde cocktailen i husets sofaområde, hvor I kan lade jer forføre af den intime loungestemning.

Fransk bistro på Frederiksbjerg

Klassisk 65, Jægergårdsgade 65, 8000 Aarhus C

Den franske bistro Klassisk 65 midt på Jægergårdsgade er uformel på den rigtige måde med underholdende citater skrevet på en kridttavle og et lokale, hvor gæsterne sidder så tæt, at I kan have en samtale med sidebordet, hvis I har lyst. Med andre ord perfekt til en date a la Paris.

Vejen til en mands hjerte går som bekendt gennem hans mave, og på Klassisk 65 kan vi gode love jer ladies, at jeres mand vil se stjerner, hvis I inviterer ham på husets peberbøf af modnet oksemørbrad med hjemmelavet fritter til prisen 295 kr.

En lækker detalje er, at kødet bliver flamberet i cognac foran jeres bord – det er hot!

På valentinsdag byder Klassisk 65 tilmed på to glas bobler, hvis du kysser med din udkårne i mere end 30 sekunder. Det er da fransk amour, så det batter!

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Aarhus lige nu

Kærligheden overvinder alt

Tre islandske kunstnere er kommet til Aarhus og Aros med deres budskab om, at kærlighed ikke er en kliché, men en forudsætning for alt, kunst såvel som selve humanisme.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Et 13 etagers højhus på godsbanearealet i Aarhus

I dag fremstår godsbanearealet som et stort åbent område med et underlag af revnet beton, uplejet græs og grus. Her har genbrugsstationen Reuse og Institut for X’s containerlandsby fundet plads sammen med kulturbygningen Godsbanen.
Artikelserie: Byens nye band
Debatindlæg

Debat: Stedbarnet Aarhus Symfoniorkester

Lars A. Christensen, Grøfthøjparken 157 G, 3. tv., Viby J
Byrådet har nu afsluttet sin årlige stammedans kaldet budgetforliget. Og som noget nyt er rådet nu splittet i to dele, en ”rød” og en ”borgerlig”.

Debat: Ældre i Aarhus betaler kvart milliard i forlig

Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg | Lars Boje Mathiasen, byrådsmedlem, løsgænger
Borgmesteren prioriterede penge til kulturen og undgik at spare på sin egen administration.

Debat: Trafikkaos i Aarhus

Knud Daugaard, Langenæs Allé 70, st. mf., Aarhus C
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

Grød indtager Aarhus

Grødbaren ”Grød” er blevet populær i hovedstaden. Nu åbner den også i Aarhus efter lang tids jagt på lokaler. Det sker den 1. oktober.

Miro er tilbage

Åbning: Stamkunder sørgede, da Toni Leichtle lukkede Restaurant Miro efter 26 år. Men nu er den afholdte Aarhus-kok med de tyske aner tilbage.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her