*

Restauranter

Frankofile fornøjelser i Aarhus

Restaurant: Har man hang til den franske gastronomi, bør man unde sig selv et besøg hos Restaurant Et på Åboulevarden. Her viser de passionerede kokke, hvordan fransk tilsat en smule dansk kan gå op i en højere enhed.

Restaurant Et er en perle af en restaurant. Den har ingen ambitioner om Michelin-stjerner, men det går ikke ud over kvaliteten og anretningen af maden. Foto: Ida Munch

Restaurant Et

Åboulevarden 7

Aarhus

Tlf.: 8613 8800

www.restaurant-et.dk

Åbent: Mandag – lørdag

fra kl. 12-15 og 17.30-22.

Lukket søndag.

»Ingen snak om Michelin-stjerner, Bocuse d`Or, eller hvad det alt sammen hedder – vi ønsker blot at servicere gæsterne med mad og drikke af høj kvalitet og godt håndværk.«

Tja, man taler måske ikke om det på Restaurant Et, hvis hjemmeside citatet er hentet fra, men det har da været et tilbagevendende emne i de spisende kredse i Aarhus, hvorfor denne lille perle af en restaurant i midten af byen ikke er med i den nye Michelin-guide, som tilgodeser flere andre restauranter i Aarhus.

For en perle, eller skulle man måske sige une perle, det er denne frankofile restaurant, hvor vinkortet er fransk hele vejen rundt, og maden er åbenlyst inspireret af det franske køkken med afstikkere til nyfortolkninger af det danske ditto.

Traditionel eller særlig

Man kan vælge mellem to menuer – den traditionelle og den særlige.

Den første ligner sig selv fra uge til uge, den sidste skiftes ud. Desuden kan man vælge at tage dagens menu, hvor det er kokkene, der sammensætter tre retter til i alt 348 kr.

Vi ville dog selv finde kombinationen og valgte dels islandsk laks (98 kr.), ”kylling danoise” (218 kr.) og fondant (98 kr.), dels rilette af kanin (98 kr.), lammeskank (238 kr.) og creme brulée (78 kr.).

Til gengæld bad vi tjeneren om at finde de rette glas vin. Bagefter talte vi om, at vi måske hellere skulle have investeret i en allroundflaske til hovedretten og desserten, for tjeneren var nærmest nærig med dråberne, som vi ellers betalte pænt for – 68 og 78 kr. for enkeltglas af vine, der stod til bl.a. 398 kr. på det omfattende vinkort.

Maden på Restaurant Et er åbenlyst inspireret af det franske køkken, men med afstikkere til nyfortolkninger af det danske. Her er det en servering med islandsk laks. Foto: Ida Munch

På intet tidspunkt var der tale om genopfyldning – bad vi om mere vin, blev det skrevet på regningen.

Det så vi først, da vi skulle til at betale – under middagen undrede vi os bare over, at der blev skænket efter på den ene side af bordet, men ikke på den anden.

Det kan være helt i orden under forretterne, hvor det ofte passer med ét glas vin, men når man som vi fik noget, der kun med god vilje lignede 1,5 dl i glasset, kunne dråberne være svære at få til at strække. Heldigvis fik vi alt det vand, vi kunne drikke, og det endda ganske gratis.

Pas på brødfælden

Efter nogen ventetid blev der sat en kurv med brød, smør og hjemmelavet dip på bordet – alt sammen af den type, som var svært at lade stå, fordi det smager så godt, men hvor vi måtte huske os selv på, at det ikke er brødet, man er kommet for at spise sig mæt i. Heldigvis kunne vi beherske os og havde således masser af appetit tilbage til maden, der var fremragende.

Betjening

Der manglede lidt fokus fra tjenerne. Da vi ankom, stod vi lige nøjagtigt så lang tid, at det blev underligt, før vi blev hilst velkommen, og vi måtte også indimellem vifte med hænderne for at få opmærksomhed under måltidet. Og så var der det med nærigheden med vinen.

Hver eneste af de serverede retter var anrettet på en måde, som vidnede om stort engagement og lige så stor entusiasme i køkkenet. Der var så mange delikate detaljer, at vi måtte sidde og kigge på tallerkenen, inden vi begyndte at spise.

Den islandske laks i små, faste stykker lå sammen med tynde skiver hvide asparges, agurk og brøndkarse, og kaninkødet – det var før Radio24syv lavede et stunt med at slå en kanin ihjel for åben mikrofon – lå lunt i en lille kasserolle og blev serveret sammen med ristet brød, syltede grøntsager og kørvel.

Til laksen blev der skænket et glas hvidvin fra Touraine, Sauvignon fra Domaine Charbonnier 2013 (78 kr.), i den helt rette, kølige temperatur. Til kaninriletten foreslog tjeneren en beaujolais uden lige at kunne huske, hvad den egentlig hed. Forvirringen var forståelig, for vinen viste sig slet og ret at hedde Beaujolais – Cuvée Masfraise fra Vignoble Charmet, 2011 (68 kr.).

Kylling danoise var netop en dansk kylling fra Hopballegård, rullet om persille og serveret med nye kartofler, rabarberkompot, sky, og hvad der blevet betegnet som hovedsalat: et helt salathoved, der var fyldt med små stykker sprødt kyllingeskind og en lækker creme. En flot måde at servere salat på.

»Perfekt«

På den anden side af bordet blev der sat en lammeskank med benet strittende op i luften, akkompagneret af majroer, asparges, radiser, spidskål og lammesky. Desuden hørte der kartoffelmos til lammet og pommes gaufrettes – kartofler, der er skåret med riflet jern og derpå friturestegt – til os begge.

Det lyder som et overflødighedshorn, og det var det også. »Helt perfekt,« sagde medspiseren flere gange, mens han arbejdede sig igennem sin servering.

Til lammet foreslog tjeneren en Rhône-vin, der kunne smage igennem det kraftige kød: Domaine de la Janesse fra Vaucluse i Cotes du Rhone, 2012 (78 kr.), til kyllingen et glas Fleurie fra Potel Aviron 2012 (78 kr.)

En frisk og lækker vin, som vi lod gå videre til desserterne (med opfyldning, forstås): Lun fondant, coulis af passionsfrugt og vaniljeis samt en helt enkel creme brulée, i en flad skål og uden de store dikkedarer, helt som man ville gøre det på enhver fransk restaurant.

En espresso med mælk og en kop te – fint udvalg – så var regningens time kommet: 1.418 kr. for to gange tre retter, de føromtalte syv små glas vin og kaffe/te.

Det var fair at betale godt 800 kr. for de velkomponerede retter, men tjeneren burde være mindre nøjeregnende med vinen. Så hellere sætte prisen pr. glas en smule op og lade gæsterne få en fornemmelse af fransk generøsitet. På trods af det var der dog ingen tvivl i vores sind: Fem stjerner og en stor anbefaling til Et.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Postnord-ansat: Det er noget rod, kære politikere

Eigil Johannesen, fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Postnord Danmark
Hvordan kan ejerne være uforberedte på et dårligt årsregnskab?
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Lad de psykisk syge komme til orde via en fælles konference

Jesper van der Schaft, psykisk syg, Haslevej 20, 1.-6, Åbyhøj
Jeg har en drøm om, at psykisk syge, psykiatriorganisationer og faggrupper/fagforeninger, som arbejder i psykiatrien, skal tale og lytte sammen i en fælles konference.

Debat: Lærerugt fra ”tvangsklassen”

Allan Tarp, matematikinstruktør ved MATHeCADEMY.net
Den nye folkeskolelov giver mulighed for at indføre en undervisningsform efter nordamerikansk model, der vil betyde bedre trivsel blandt elever og lærere.

Debat: Har vi den hjemmepleje, vi fortjener?

Henrik Spanggård, Albert Naurs Vej 15, Højbjerg
En praktiserende læges opfattelse af det skift, der de senere år er sket med den borgernære sundhedspleje, og hvilke konsekvenser det har haft i Område Syd.
Restauranter

Tilbage til traktørtiden

Efter en lidt turbulent og usikker tilværelse har Ludvigslyst manifesteret sig som et traditionelt traktørsted nær Julsø ved Silkeborg.
Annonce
Guides til Aarhus
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye bands

Modest er på vej til Roskilde

Efter fire års udvikling er Aarhus-rockbandet blevet hyret til Roskilde Rising, og bandet har nye numre på vej, som er indspillet hos producer Jens Benz i København.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her