*

Restauranter

I skovens dybt delikate ro

Restaurant: Delikatesser kommer på bordet i en lind strøm, når man spiser hos Palle Enevoldsen i Varna Palæet.

Der er flotte omgivelser på Varna, hvor tjener Mikkel Pedersen her er ved at forklare sine gæster om de ventende og velsmagende glæder. Fotos: Michael Hansen

Restaurant
Varna

Ørneredevej 2, Aarhus C

Tlf. 8614 0400

www.varna.dk

Betjening

Vores tjener var tydeligt stolt over de retter, som han engageret og vidende serverede og fortalte om. Men det havde været fint, om vi var blevet fulgt til dørs på samme måde, som vi blev taget imod i døren.

Bøgestue, Elmestue, Egesalon og Birkesalon.

Det er navne, der passer sig for en restaurant, der ligger omgivet af skov.

Det gør Varna, der ifølge restaurantens hjemmeside ovenikøbet er det bulgarske ord for smuk udsigt. Ganske rigtigt kan man ikke undgå at blive imponeret, når man kommer til Varna og ser ud over Aarhus Bugt, sat i relief af Marselisborg Skov, der langsomt, men sikkert bliver grønnere og grønnere.

Imponeret er også et relevant ord, når man træder ind i den smagfuldt indrettede restaurant. Den er et stjerneeksempel på, hvordan man kan nyindrette en gammel bygning, så den bevarer sit særpræg, men alligevel er moderne og delikat.

Vi havde allerede ved bordbestillingen tilkendegivet, at vi ville komme med så stor en appetit, at vi måtte have de luxe-menuen med champagne og snacks, seks retter med tilhørende vinmenu, kildevand og kaffe med ”sødt” for 1.245 kr. pr. person.

Vi kunne også have valgt ”Varna Menu” med snacks og tre retter, vinmenu og kaffe til 795 kr. Uden vin koster de tre retter 495 kr.

En af de særlige ting ved Varna er, at man indleder aftenen med at sidde i loungen, Bøgestue, som nærmest oser af hygge og god smag, og hvor man tilbagelænet får en forsmag på aftenens glæder. Vi fik bl.a. et lille glas med varm jordskokkesuppe, foie gras og rå tun anrettet på små skeer, trøffeltapenade og mandler og oliven sammen med et glas champagne.

På bordene ligger der magasiner, som er med til at gøre loungen hjemlig, men det undrede alligevel, at det formfuldent anrettede fad med snacks blev stillet oven på bunken af magasiner.

Signaturretten

Efter de appetitvækkende snacks blev vi fulgt til bords af den tjener, der holdt styr på vores bord resten af aftenen. Og så kom delikatesserne ellers ind i en lind strøm.

Først endnu en appetitvækker med rimmet torsk, stenbiderrogn, citroncreme og et halvt vagtelæg – et påskeæg til gæsterne, som tjeneren sagde.

En kurvfuld lækre, små brød og smør rørt med ramsløg, plukket i skoven, blev også sat på bordet. Efter et par retter blev brødet taget ud, måske ved en fejl, for smørret blev stående. Lidt ærgerligt.

Til amusen fik vi et glas spansk hvidvin fra Zarate, som også skulle række til første forret, rødtunge som cannelloni med franske ærter, ærteskud, ærtesuppe og fennikel.

Så hummerravioli med hummersuppe, asparges, blomkål og broccoli med en økologisk Grauburgunder fra Dreissigacker 2011 – flot farve og flot smag – til.

Restauratøren Palle Enevoldsens navn hænger tæt sammen med foie gras, som siden han havde restaurant Le Canard i Aarhus er blevet hans signaturret. Det er en ret, som hans køkken stadig har styr på. Denne aften fik vi den i en spændende kombination af rillette af svinekæber med æbler, brioche og en mørk calvadossovs, det hele drysset med frysetørret kartoffel og kirsebær. Vinen: en chilensk pinot noir, Montes Alpha 2010.

Lammekrone med brisler, hvid asparges og blomkål. Ved serveringen blev en sovs med ramsløg hældt over.

Aftenens hovedret var lammekrone med brisler, trøfler, hvid asparges, bøgehatte, blomkål og ramsløgsovs. Som alle de foregående var også denne ret perfekt tilberedt og smagte fantastisk. Ligesom de helt igennem velvalgte vine – til lammet chianti classico fra Poggio Scalette 2011 – gjorde.

Imponerende

En tallerken med et lille udvalg af Unika-oste fra Arla og et glas Domaine Pouderoux fra Maury 2011 bragte os til desserten, en delikat kombination af rabarber og chokolade – hvid chokolade, chokolademousse, med rabarbersorbet og ditto sky og skum, øllebrød i flager og ”chokoladejord”.

Så er vi tilbage ved ordet imponeret. Det var et sandt festfyrværkeri af lækre retter, som man kun kan rose.

Men, for sådan nogle var der også: Der var vitterlig ikke lang tid mellem serveringerne. Vi fik en fornemmelse af tidspres. Måske derfor blev der ikke efterskænket af vinen, der blev skænket sparsomt op. Især til hovedretten kunne vi godt have brugt lidt mere af den gode rødvin.

Vi ville slutte af med den kaffe og te, som hørte med i menuen. Igen fik vi fornemmelsen af, at vi gerne måtte skynde os lidt, fordi det var ved at være lukketid. Alligevel kom det søde, der hørte med, noget sent på bordet, så vi nuppede et par stykker, betalte regningen på 2.490 kr. og bad tjeneren om at bestille en taxa.

Det gjorde han, hvorefter han genoptog arbejdet med at rydde af efter os og de andre gæster. Så vi måtte selv finde vores overtøj, skønt man meget vel kan mene, at hvis tjeneren tager imod det og hænger det væk, vil det være passende, om man fik det udleveret igen.

Men o.k., vi fandt selv tøjet og døren. Aftenen sluttede således ikke så formfuldendt, som den begyndte. Men det ændrer ikke ved, at Varna får fem sikre og velfortjente stjerner.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Et opråb fra en pårørende

Jesper van der Schaft, pårørende til psykisk syg, Haslevej 20, 1.-6, Åbyhøj
Sig nej til, at psykisk syge kan miste deres bolig under indlæggelse på en af de nye 150 pladser i behandlingspsykiatrien.

Debat: Det magiske halve sekund

Pelle Harris Krog, lægestuderende, frivillig v. Læger uden Grænsers landsindsamling, Vesterbrogade 31, 2. th., Aarhus C
Når Læger uden Grænser går på gaden den 28. maj for at samle ind til nødstedte mennesker verden over, går flere af Aarhus’ borgere med.

Debat: Bilracerbane på Wedelslund Gods: Vi har brug for en kommunal sagsbehandling

Jørgen Warberg, HD, civiløkonom, merkonom, registreret revisor emeritus, Galten
De færreste i Galten-Skovby er opmærksomme på den miljøforurening, en racerbane vil medføre. Derfor er der brug for en ordentlig kommunal sagsbehandling.
Restauranter

En bid af Italien

Anmeldelse: Restaurant Passione er et autentisk, italiensk spisested, som trods skønhedsfejl efterlader et sympatisk indtryk.

Mæt i en fart

Hos Dalle Valle kommer man først og fremmest for at blive mæt i en fart for et beskedent beløb, ikke for at få en gastronomisk oplevelse.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye bands
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her