*

Aarhus

29-årig byrådspolitiker: Jeg havde ikke lyst til at være med i dette interview

Maria Sloth fra Enhedslisten – De Rød-Grønne vil helst have fokus på sine politiske ambitioner. Så kun nødtvungent lader hun sig lokke med en tur i Riis Skov.

Maria Sloth elsker en tur i skoven - f.eks. for at samle ramsløg. Foto: Benjamin Nørskov

Det sidste replikskifte opsummerer, hvordan Maria Sloth har det med journalister, privatliv og sit politiske virke.

Blå bog

Maria Sloth

  • Født den 28. august 1988
  • Vokset op i Aalborg-bydelen Vejgaard som den ældste af tre søskende
  • Læser til ernæringsassistent på Aarhus Tech
  • Har tidligere studeret til folkeskolelærer
  • Medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten – De Rød-Grønne siden 2013
  • Ugift. Bor i kollektiv sammen med tre andre i Herredsvang i Aarhus Vest
  • Blev i 2016 frifundet i en retssag om ulovligt at have huset to flygtninge

»Tak, fordi du havde lyst til at være med til det her interview, Maria,« siger jeg.

Det aarhusianske byrådsmedlem fra Enhedslisten – De Rød-Grønne tøver et øjeblik. Hun tager et par solbriller frem af rygsækken og tager dem på. De bærer et logo med Jobpatruljen, bemærker jeg. Det er, som om høfligheden og ærligheden diskuterer inde i den 29-årige politikers hoved, før hun svarer. Forud er gået en lille times vandring blandt motionsløbere og hundeluftere. Emnerne har været natur, musik og spejderliv.

»Det havde jeg egentlig heller ikke, altså lyst til at være med. Jeg vil meget hellere have fokus på, hvad jeg vil politisk, end hvem jeg er som person. Tror du ikke snart, I journalister skulle finde på nogle nye spørgsmål? Måske om noget så eksotisk som politik,« siger Maria Sloth med et smil om munden og med mild ironi i stemmen.

Elskede det spejderfrie

På trods af modviljen mod at blande politik og privatliv sammen har Maria Sloth dog alligevel ladet sig overtale til at gå en eftermiddagstur i Riis Skov. Skoven ligger tæt på Idrætshøjskolen Aarhus, hvor hun er i praktik. For der er andet end byrådsmøder, forhandlingsstrategier og kommunale visioner i hendes hverdag. F.eks. det frie liv i naturen. Den interesse blev grundlagt allerede i barndommen.

»Sammen med nogle veninder begyndte jeg at gå til spejder. De andre piger faldt dog hurtigt fra igen. Men jeg blev grebet af det primitive liv, hvor man skal klare sig med det, man har og kan finde i naturen,« siger hun.

Derfor fortsatte Maria Sloth, som er vokset op som den ældste af tre søskende i Aalborg-forstaden Vejgaard, i de følgende 10 år hos de blå-skjortede piger i Det Danske Spejderkorps. Hun blev tropsfører og gik et år på spejderefterskole.

»Jeg er vegetar«

Interessen for det enkle liv og for at færdes i naturen har Maria Sloth bevaret, efter at hun er flyttet til Aarhus og har engageret sig i politik.

»Jeg elsker stadig at tage på lange vandringer med overnatning udenfor, selv om det kan være svært at finde tiden til det lige nu. Så i stedet for tager jeg måske bussen ud til Moesgaard Strand en lørdag formiddag og går hele vejen hjem igen. Enten sammen med nogle venner eller alene,« siger hun og drejer væk fra skovstien og ind mellem træerne.

Jeg er vegetar på grund af klimaet. Det har jeg været, siden jeg var 17 år, og jeg lever altså endnu.

Her bukker hun sig ned og samler en klynge friske ramsløg op og stopper dem ned i en medbragt frysepose.

»Hvis jeg er stresset, får naturen mig til at slappe af. Det giver mig sådan en ro. Og alt efter årstiden er det fedt at tage ramsløg, brombær eller skvalderkål med hjem. Egentlig er det mere selve processen med at lave f.eks. pesto, end det er produktet, som optager mig,« siger Maria Sloth, som ud over at sidde i Aarhus Byråd læser til ernæringsassistent, fordi »det er vigtigt at sørge for, at andre mennesker får noget ordentlig mad«.

Hun bor i et kollektiv i Herredsvang i den vestlige del af Aarhus sammen med tre andre unge mennesker og en kat, der lyder navnet Yoni.

De ramsløg, hun samler på dagens skovtur, bruger hun til at lave urtesalt, pesto, vegetarfrikadeller eller som topping på varme retter.

»Jeg er vegetar på grund af klimaet. Det har jeg været, siden jeg var 17 år, og jeg lever altså endnu,« siger Maria Sloth med et grin.

Klassisk musik og metal

Når Maria Sloth bevæger sig rundt i Aarhus, på cykel, gåben eller rulleskøjter, er det altid med et sæt høretelefoner på hovedet. En anden af hendes interesser er nemlig musik. Hendes sorte trøje prydes af logoet for Aalborg Metal Festival – 666 % Metal Slave. Det er en festival over tre dage med musik i den hårde del af rockgenren. Og den aarhusianske politiker lytter gerne til bands som danske Dawn of Demise og den svenske dødsmetalgruppe Arch Enemy.

Tidligere var det dog mere de harmoniske klassiske toner, som fyldte i hendes liv.

»Jeg har spillet i et symfoniorkester for unge. Jeg lånte min mosters violin og kunne også spille på blokfløjte, trommer og xylofon. Og hvis jeg skal vælge en klassisk kunstner, må det være norske Edvard Grieg. Der er sådan en god stemning i hans kompositioner,« siger Maria Sloth. Så stopper hun posen med ramsløg ned i rygsækken og sætter høretelefonerne på.

»Jeg har ikke tid til at spille mere,« tilføjer hun.

I stedet for at spille musik bruger Maria Sloth sin tid på politik – og på at opdrage journalister til at stille relevante spørgsmål.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Grundskyld for letbane

Ib Christensen, fhv. MEP & MF, Randers

Debat: Vand og Vesterbro

Lone Hindø, byrådskandidat (S), Tåstrupvej 100, Harlev

Debat: Voldumcentret bliver udvidet

Hanne Smedegaard (V), medlem af Byrådet i Favrskov, medlem af Økonomiudvalget, formand for Landsbyrådet, Rigtrupvej 64, Voldum, Hadsten
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her