*

Aarhus

En rengørings(fri)dag

En rigtig mand på 51 år kan vel sagtens finde på noget mere indholdsrigt at foretage sig end at ligge på knæ og forsøge at fjerne de nullermænd, som har fået næsten permanent opholdstilladelse i det fjerneste hjørne under sengen?

Foto: Colourbox

Klokken er halv otte om morgenen. Min kone er på vej til sit job som sygeplejerske på Skejby Sygehus. Selv sidder jeg foran computeren i husets arbejdsværelse og foregiver, at jeg har travlt. På skrivebordet foran mig ligger min spiralkalender og en bunke færdigrettede opgaver.

»Har du tid til at gøre rent i dag, Søren?« spørger min kone og fortsætter med en indsmigrende stemme:

»Jeg kommer sent hjem fra arbejde. Og det er efterhånden længe siden, vi har gjort grundigt rent. Det trænger,« siger hun med tryk på det sidste ord.

Det er fredag, sommer, vindstille og solskin. Perfekt vejr til at cykle en lang tur i, tænker jeg. Vejen ud gennem Marselisborgskovene og bakkerne syd for Aarhus næsten skriger på mit nærvær. Det er der desværre også en anden, som gør.

»Øh, jeg tror ikke, fordi jeg ...,« begynder jeg nølende og forsøger at trække tiden ud, mens jeg scanner min hjerne for mulige undskyldninger. Men jeg er desværre lige så tom som min kalender. Der er ikke noteret så meget som et kort personalemøde eller en enkelt vejledningssamtale.

Min kone kommer mig i forkøbet.

»Og du har vist egentlig ret god tid i dag, ikke?«

Efter mange års samliv behøver jeg ikke at se på hende for at ane det sejrssikre smil, der breder sig om hendes vestjyske mund, da hun cykler ud af indkørslen.

Jeg ved det godt. Det er min tur til at fjerne støvet i vores 140 forstadskvadratmeter. Set fra vejen ser vores hus ret lille og anonymt ud. Det er sådan et "nå-hus" – man kan køre forbi det uden at bemærke det. Men når man skal tørre støv af, pudse spejle og støvsuge og vaske gulve, synes huset at være inddelt i en næsten uoverskuelig række rum, kroge og hjørner.

Og ja, jeg har god tid. Mine studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er ved at skrive eksamensopgave. Så jeg kan godt tillade mig at holde en kombineret fri- og hjemmearbejdsdag – uden nødvendigvis at fortælle min chef, at jeg har planlagt at bruge en del af tiden i min cykelsadel. Jeg skal blot sørge for at tjekke min telefon og min mail en gang imellem, så mine studerende kan komme i kontakt med mig.

Min familie tror, at jeg hader at gøre rent. Det er en rolle, jeg har spillet igennem mange år. Dels vil jeg hellere bruge min tid på at læse bøger eller dyrke sport. Dels passer det ikke helt ind i mit forstokkede testosteron-selvbillede at indrømme, at rengøring også kan være en slags mentalt frirum, hvor jeg kan koble hjernen fra og nyde, at jeg kan se, hvor langt jeg er nået med mit arbejde. Jeg synes ikke, det er så mandigt. Og jeg skal helst ikke presses til det. Så bliver jeg en temmelig barnlig Ramus Modsat. For en rigtig mand på 51 år kan velsagtens finde på noget mere indholdsrigt at foretage sig end at ligge på knæ og forsøge at fjerne de nullermænd, som har fået næsten permanent opholdstilladelse i det fjerneste hjørne under sengen?

Men der er også en tilfredsstillelse ved at se de fugtige spor af gulvkluden, som langsomt trækkes gennem husets rum fra køkken til bryggers. Et synligt tegn på min indsats, som jeg kan savne i jobbet som underviser. Her kan det være svært at måle, om de studerende egentlig har fået udbytte af timerne med mig.

Da jeg var teenager, lærte jeg, hvordan man kan spendere to timer på at banke tæpper, støvsuge gulve og rette frynser til, så de ligger sirligt korrekt. Dengang havde jeg et fritidsjob hos en ældre kvinde, som boede på mine forældres villavej. Når jeg var færdig med at ordne hendes gulve, smurte hun smørrebrød og stillede en sodavand på bordet til mig. Efter maden bød hun en Cecil. Og så sad jeg der ved hendes køkkenbord og røg og følte mig vældig voksen.

Jeg var en hormonforstyrret dreng på 16 år og hun en gift kvinde på omkring de 60 år. Hun kunne ubesværet have haft en rolle i en af forfatteren Herman Bangs fortællinger om de stille kvindelige eksistenser, for hvem livet lige så stille er ved at forsvinde ud i kedsommelig ubemærkethed. Men hun lærte mig at gøre rent. En kunnen jeg fik brug for, da jeg efter gymnasiet fik arbejde på havnen som gulvvasker på Aarhus Oliefabrik.

Der var der ingen frynser, som skulle justeres med en lineal. Men ildelugtende plamager af olie og fedtet snavs, som skulle fjernes. Mens jeg læste på universitet, var det først på et kontor på Nordlandsvej i Risskov og siden i patientstuerne på det gamle kommunehospital, jeg tjente mine penge som rengøringshjælp.

Det er derfor, at jeg, undskyld min selvglæde, godt kan prale af, at jeg ved, hvordan man gør ordentligt rent. Det ved min kone også. Når jeg i for lange perioder har undgået at åbne vores skab med rengøringsmidler, lokker hun med den indsmigrende sætning:

»Du er jo god til det, Søren. Meget bedre end jeg er.«

Så denne fredag morgen lader jeg racercyklen blive i skuret. Jeg slukker computeren. Lukker den tomme kalender. Fremsiger et rituelt suk, som ingen hører, fordi jeg er alene hjemme. Og da jeg passerer spejlet i vores gang, fortæller jeg mig selv, at man godt kan være en rigtig mand, selv om man har en støveklud i hånden. Jeg kigger dog ud af vinduet for at sikre mig, at min nabo ikke er på vej ind til mig for at låne en motorsav, en hæksaks eller et andet stykke højpotent mandeværktøj.

I stuen sætter jeg en cd med AC/DC i stereoanlægget. Jeg skruer op for lyden.

Så fylder jeg en spand med sæbevand, finder en ren klud i den midterste skuffe under køkkenbordet og begynder at tørre spisebordet af, mens jeg skråler med på sangen "For Those About to Rock".

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Skal ældre og syge uden pårørende overlades til sig selv?
Anette Nellemann Pedersen, sygeplejerske, stud.cand.jur., Aarhus Universitet
3/9 bragte jp.dk en artikel med overskriften: ”Hver anden pårørende hjælper deres ældre og syge, hver dag eller flere gange om ugen”.
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Skal ældre og syge uden pårørende overlades til sig selv?

Anette Nellemann Pedersen, sygeplejerske, stud.cand.jur., Aarhus Universitet
3/9 bragte jp.dk en artikel med overskriften: ”Hver anden pårørende hjælper deres ældre og syge, hver dag eller flere gange om ugen”.

Debat: Frustrationer efter fodboldkampen AGF-Lyngby – en hån mod spillets ånd

Ole Juul, tidl. sognepræst, skribent og foredragsholder, Lilleåvænget 6, Hadsten
Mandag aften blev en aldeles uforløst stund, og ærgrelsen over, at en dommer, der åbenbart intet fornemmer af spillets ånd, med en så tåbelig kendelse ødelagde aftenen, sidder i mig endnu.
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her