*

Aarhus

Folk er fulde, men ikke fodboldfulde.

Mangen en fordom forsvinder på Smukfest for en førstegangsfestivalgænger.

»Jeg var der dengang,« sagde Francis Rossi fra Status Quo om 1970’erne. Det er vi mange, der var, og mange udtrykte højlydt genkendelsens glæde. Det var en fest, en smuk fest. Foto: Benjamin Nørskov

En lettere bedugget mand prikker mig på skulderen og spørger, om det er min første festival.

Han peger sigende på det stykke papir, jeg har i hånden. Jeg har selvfølgelig printet festivalprogrammet ud, så jeg kan holde styr på sagerne, og sat ringe om de musikalske oplevelser, jeg gerne vil have med her på Smukfest.

»Ja,« svarer jeg.

Jeg har aldrig været på festivalen i Skanderborg før. Min festivalerfaring indskrænker sig til få timer på Northside i Aarhus sidste år. Det med at vade rundt i fulde mennesker og tomme flasker har aldrig været min spidskompetence.

Jeg kigger rundt og kan godt se, at jeg vist er den eneste, der ikke bare orienterer sig på en mobiltelefon.

Ældet med ynde

Jeg putter papiret i baglommen. For jeg står jo der, hvor jeg gerne vil: ved Stjernescenen, hvor Queen Machine giver den maksimalt gas og på superb vis hylder det britiske band og dets afdøde forsanger Freddie Mercury, mit gamle idol.

The Savage Rose, Peter Belli, Gnags, Sanne Salomonsen, Sort Sol og Boney M er der også. De er alle ringet ind på mit papir.

Det er det, der har lokket mig til Skanderborg: Muligheden for at høre den musik, som var det helt store i min ungdom og nu er ældet med ynde, men stadig fit for fight.

Helt lige som mig selv, har jeg lyst til at sige til manden, men han og hans venner er i fuld gang med at tømme en kande med noget, der ligner vodka og juice.

Vi, der var der i 70'erne

Dagen efter står jeg der igen. Nu er det Status Quo, der er på scenen. Sanger og guitarist Francis Rossi taler om 1970’erne indimellem bandets mange hits fra fortiden – ”Roll Over Lay Down”, ”Whatever You Want” og ”Rockin’ All Over The World” – der bliver fyret af for fuld skrue.

»Jeg var der dengang,« siger han.

Det er vi mange, der var. Nok er jeg ene om den printede udgave af programmet, men jeg er sandelig ikke ene om det grå hår. Det betyder ikke det mindste for festen, der bliver danset, sunget og rocket, som var vi unge igen.

Det er en dejlig fornemmelse.

Gid du var i Skanderborg

Det var ellers en melodi fra en helt anden genre, jeg nynnede på vejen hertil.

”Gid du var i Skanderborg og blev der, kære Peter. Hvorfor rejste du din vej?”

Dorte Kollos hit fra min barndom, og med det i hovedet prøver jeg at holde humøret oppe, da jeg ramler ind i en af grundene til, at jeg ikke går til festival: Man holder i kø for at komme dertil, for at få en p-plads, for at komme med en bus til indgangen og for at blive tjekket. Fem dage i træk.

Det er lige til at blive svedt af.

Fuld, men ikke fodboldfuld

Smilet er tilbage, da jeg langt om længe er inde på festivalpladsen. Sikken stemning, man bliver mødt af.

Folk er fulde, også betænkeligt tidligt på dagen og til langt ud på natten, men de er ikke fodboldfulde. De er her for sjov, ikke for slagsmål.

Også vagterne møder én med et smil. Overbærende, måske, når jeg spørger om vej til Bøgescenerne, som jeg i mange år har kaldt Bøgescenen. Men der er jo to, ser jeg nu ved selvsyn.

Efter fire dage på Smukfest forstår jeg også det navn. Det er en fest mere end en festival, og den finder sted på et usædvanligt smukt sted. Gæsterne hyggesnakker, spiller kort, klæder sig ud, laver grillmad, bader, sover, dyrker kærligheden, spiser god mad, drikker champagne, øl, og hvad der eller er procenter i. ”Whatever you want”. Sågar whiskysmagning kan man komme til.

Hvad der kommer ind, skal ud igen. Her falder endnu en af mine fordomme, for der lægges et stort stykke arbejde i at holde toiletterne rene. En anden fordom opretholdes dog – de lugter klart bedre på førstedagen end på fjerdedagen.

Jeg går og går for at opleve det hele. Op og ned ad bakkerne i skoven, rundt om træerne og uden om alle de andre gæster, boder, telte og scener. Lige den slags holder jeg øje med på min mobiltelefon: Hvor meget går jeg egentlig?

11.000 skridt den første dag, 15.000 den anden. Altså 8-10 km pr. dag. Fem dag i træk.

Måske er det dét, jeg bliver svedt af.

Lige som Kollos Peter bliver jeg ikke i Skanderborg. Det er endnu en festivalerkendelse: Jeg er klart mere til et firestjernet hotel end til et firemandstelt. Det kan jeg ikke få her, så jeg vil hjem til Aarhus.

Men jeg kommer gerne tilbage.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Følg med, når Jyllands-Posten serverer nyheder, reportager og anmeldelser fra årets Smukfest.

Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her