*

Aarhus

Maden spiller i takt med musikken

Dagens madtjek på Smukfest er på spansk og italiensk, og de er værd at ”rejse” til.

Når man kigger ned over den lange liste af madboder af større og mindre slags på Smukfest, kan man se, at man faktisk kan spise sig mæt verden rundt her ude i skoven. På asiatisk, amerikansk, dansk, italiensk, spansk, kinesisk og japansk.

Der er kø ved mange af spisestederne. Men det med kø er vist et vilkår på festivalen, det kan man lige så godt indstille sig på. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det tager lang tid at få stillet sulten.

Det er pizzaboden Pizza by WH et godt eksempel på.

Da jeg så køen foran boden, der ligger for enden af en af de mange bakker, sukkede jeg uvilkårligt, men, viste det sig, helt unødvendigt. Det tog få minutter, så var pizzaen bestilt, 80 kr. betalt og et nummer udleveret med besked om, at der ville gå godt 10 minutter.

Et køkken, der kører

Det gjorde der ikke, der gik vel fem, så stod jeg med en dampende varm pizza med serranoskinke, havgusost, pesto, persille og en håndfuld ruccolasalat ovenpå.

Jeg kunne også have valgt en pizza med stærk salami eller oksekød samt en vegetarpizza, de tre første til 80 kr., den sidste til 100 kr

Stjernepizza i bøgeskoven. Foto: Tina Bryld

Om det så rent faktisk havde taget de 10 minutter eller flere, havde det været værd at vente på. Det var en stjernepizza – sprød, tilpas tynd bund, tilpas med fyld og skåret ud i håndterbare stykker. Den kunne godt gå hen at blive en klassiker på Smukfest.

På den anden side af bakken kan man i en lille bid spansk have få tapas med tilhørende flamencodans.

Det er Nørre Vissing Kro, der har gjort det til en tradition at tilbyde spanske tapas derude i skoven. Det sker med fuld musik af den spanske slags i højttalerne, og det kunne man egentlig godt undvære i spisepausen. Det er jo ikke ligefrem musik, det skorter på i Skanderborg lige nu.

Indimellem bliver der danset flamencodans på et podie ved boden, og så giver det anderledes mening at spille musik.

Også maden giver mening. Der er bl.a. spansk gryderet, sandwicher og tapas. Det var sidstnævnte, jeg prøvede, og de var lækre. De koster 30 kr. pr. stk.: f.eks. gazpacho, melon med rejer, brie med jordbær og lakrids og chokoladekage med bær.

Fine sammensætninger, fint serveret, fin service. Det kan man roligt prøve

Tapas-anretning fra Nørre Vissing Kro. Foto: Tina Bryld

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Om temaet

Følg med, når Jyllands-Posten serverer nyheder, reportager og anmeldelser fra årets Smukfest.

Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her