*

Aarhus

"Røde Orm" kan meget vel blive til "Våde Orm"

DMI har udsendt et varsel om vådt vejr over Danmark, men tilsyneladende bliver det ikke så slemt over Aarhus som først ventet.

Foto: Det Kongelige Teater/Montgomery.dk

Mon ikke både skuespillere, statister, madsælgere og de lidt under 3.000 publikummer, der har billet til "Røde Orm" tirsdag aften taler mere end normalt om vejret og skæver op i himmelen: Skal forestillingen aflyses for første gang, mens den spiller ved Moesgaard Museum, fordi regnen vælter ned?

Imidlertid tyder meget på, at et regulært uvejr med både regn, torden og lyn, som var ventet at drive ind over hele landet, lige akkurat holder sig syd for Aarhus, men ventes at ramme f.eks. Odder og Skanderborg.

Det skriver også Det Kgl. Teater lige nu på sin hjemmeside: "Vi forventer på nuværende tidspunkt at gennemføre forestillingen trods vejret."

Forestillingen tirsdag aften er ikke udsolgt, men det er mange andre forestillinger, ikke mindst i de kommende weekender. Det Kgl. Teater har solgt 85.000 af 100.000 billetter lige nu - der er endnu 20 forestillinger tilbage, den sidste spiller den 1. juli.

Vand kommer der imidlertid stadig, så publikum gør klogt i at tage rigeligt og vandtæt tøj på. Skifter vejret pludseligt i den forkerte retning, sender teatret en mail eller en sms til dem, der har købt billet. Man kan også selv tjekke teatrets hjemmeside, kglteater.dk, eller dets Facebook-side.

Teatret, der har stor erfaring med at spille udendørs, har faste retningslinjer for, hvornår  man får pengene for billetterne igen, hvis det er nødvendigt at aflyse.

Kort sagt betyder det, at en billet ikke refunderes efter pausen, men at den gør det, hvis aflysningen sker inden påbegyndelsen af første pause.  Har man købt en p-plads på forhånd, refunderes beløbet ved aflysning frem til en time før spilletidspunkt, ligesom pauseservering refunderes ved aflysning inden pausen.

Onsdag bliver det i følge DMI også en våd og blæsende omgang at se en udendørs forestilling.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Anmeldelse

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her