*

Kommunalvalg Aarhus
Aarhus

Ny plan skal sikre ro på Klostertorvet

Fire hellesteder for udsatte skal etableres i midtbyen.

Med etableringen af fire hellesteder i midtbyen forventer rådmanden at lette presset på Klostertorv. Foto: Danni Paulsen

Klostertorvet har i en årrække været en politisk varm kartoffel.

Det befærdede område er et yndet opholdssted for narkomaner, alkoholikere og hjemløse til stor gene for gæster, beboere og forretningsdrivende, der er trætte af den ballade og utryghed, de socialt udsattes tilstedeværelse fører med sig.

I sommeren 2016 forsøgte socialrådmand Thomas Medom (SF) med en snuptagsløsning at skabe fred med oprettelsen af et shelter på Klostertorv.

Det skulle hjælpe dialogen på vej, men blev en fiasko, idet flere udsatte – og dermed mere uro – kom til Klostertorv.et

Shelteret blev fjernet efter bare tre dage.

Containerløsning

Nu forsøger rådmanden på ny at skabe fred. Denne gang med en ambitiøs handlingsplan, hvor alle parter har haft indflydelse.

Planen indebærer blandt andet ”sociale viceværter”, der skal understøtte dialog og mægling, rengøringsfolk og servicemindede G4S-vagter, der skal forebygge voldsomme episoder.

Endnu vigtigere er dog, at der inden årets udløb skal etableres fire hellesteder for de udsatte.

Der bliver sandsynligvis tale om en flytbar containerløsning med vand, toilet og et overdækket udeområde.

»Vi kan endnu ikke sige, hvor de skal være, da borgerne i de berørte områder først skal høres, men det er forskellige steder i midtbyen, hvor der ikke kommer så mange mennesker. Det er åbenlyst, at der skal være noget nær Klostertorvet og ved havneområdet,« siger Thomas Medom, som er sikker på, at dette ikke bliver endnu en tabersag.

»Shelteret var en fiasko, men også noget helt andet. Med hellestederne fordeler vi koncentrationen af mennesker, der har det svært, så presset på Klostertorvet bliver mindre. Jeg forventer, det vil få den modsatte effekt – ikke mindst på grund af de andre tiltag, planen indeholder.«

Ikke kun for caffe latte-folk

Hjemløsheden i Danmark – og Aarhus – stiger, og indtil den udvikling vender, er det nødvendigt at skabe rammer, så alle kan leve i fred og fordragelighed, mener han.

»Hvis vi ikke gør det her, så frygter jeg, det bliver slemt. Problemet forsvinder ikke, i og med at vi har et kontanthjælpsloft, en tilstrømning af østeuropæiske hjemløse og et vanskeligt boligmarked. Vi siger med denne plan klokkeklart, at de udsatte gerne må være i byrummet, og at det ikke kun er for folk, der har råd til at købe en caffe latte og en fadøl til 60 kroner. Det kan selvfølgelig gøre, at man kommer til at opleve flere hjemløse visse steder. Jeg er optimist, men bilder mig ikke ind, at det ikke kommer til at genere nogen.«

Alle har været med

Thomas Medom peger på det brede samarbejde som god forudsætning for, at handlingsplanen bliver en succes.

»Alle har siddet med ved bordet, hvilket de ikke har tidligere. Det er vigtigt og gør også, at vi, hvis der er brug for yderligere tiltag, lettere kan handle hurtigt.«

Onsdag skal byrådet tage stilling til handlingsplanen, som der forventes bred opbakning til. Hellestederne anslås at komme til at koste en million kroner.

Det beløb, samt udgifterne til de sociale medarbejdere, skal findes hos Teknik og Miljø og Socialforvaltningen.

»Det handler om tryghed – også for os«

47-årige Kell Worm er stofmisbruger og holder dagligt til omkring Klostertorv. Foto: Danni Paulsen

Misbruger Kell Worm tror, at hellesteder kan blive en succes.

Der er en god grund til, at socialt udsatte ikke bare gemmer sig væk, men i stedet holder til i bybilledet.

Det forklarer den 47-årige stofmisbruger Kell Worm, som har været i miljøet omkring Klostertorvet i rigtig mange år.

»Ingen i det her miljø vil være til last og skade for ”civilister”. Vi er faktisk mange, der er kede af, hvis vores tilstedeværelse gør folk utrygge, men vi er her selv på grund af utryghed. Én af grundene til, at Kirkens Korshærs terrasse ikke bliver brugt, er, at der kun er to udgange. Du kan simpelthen ikke komme væk, hvis der pludselig kommer en, der vil dig det ondt,« siger den tatoverede mand, der har et særdeles blakket generalieblad, men som efter eget udsagn ikke længere laver ballade.

»Vi misbrugere er ret tilforladelige. Vi skal bare have vores stof, så vi kan sidde i ro og mag. Og så skal vi have et sted at smide vores grej. Det er i langt højere grad alkoholikerne, der råber og laver ballade.«

Hellesteder kan være o.k.

Kell Worm forklarer, at Klostertorvet er et populært opholdssted, fordi det er tæt på varmestuen, og fordi der er mange mennesker i området.

»Jeg kan godt forstå, hvis folk føler sig bange, når de kommer her med deres børn og alt muligt, men for os er det en del af hverdagen med ballade og tumult. Når stofferne eller alkoholen tager over, ryger fornuften, og der er altid nogen ”med boksehandsker på”. Så er det rart at være et åbent sted, hvor man er tæt på andre mennesker, så man kan råbe efter hjælp.«

Kell Worm reagerer positivt på, at der er nye hellesteder på vej.

»Det er en fin idé. Det kan gå, hvis man placerer dem de rigtige steder. Det må gerne være lidt afskærmet, men ikke for indelukket og væk fra andre mennesker. Vi er taknemmelige for meget lidt, bare der er nogenlunde forhold og toiletter, som rent faktisk virker, i nærheden,« siger Kell Worm.

Kirkens Korshær ombygger terrasse

En halv million kroner bruges på at modificere nyt opholdssted.

I sommeren 2016 fik Kirkens Korshærs varmestue på Nørre Allé bygget en helt ny og flot terrasse med masser af plads.

Det fine uderum var tænkt som et attraktivt alternativ til ophold på Klostertorv for de udsatte.

Der er bare ét problem: Terrassen bliver nærmest ikke benyttet.

»Den har været brugt alt for lidt,« siger souschefen i Kirkens Korshær Aarhus, Ole Thvilum, og fortsætter:

»Derfor skal vi også i gang med at bygge den om. Vi har en arkitekt til at kigge på det, så den bliver mere attraktiv at være på. Først og fremmest skal der noget afskærmning til i forhold til regn og blæst. Det skulle også gerne give en vis lyddæmpning.«

Kirkens Korshær ofrer selv en halv million kroner på terrassen.

»Vi lavede simpelthen et fejlræsonnement, da vi byggede den. Vi satte blandt andet matteret glas op ud mod gaden, fordi vi tænkte, at det vil brugerne gerne have, så de ikke sidder til offentlig skue. Men det vil de i virkeligheden ikke. De vil gerne holde øje med livet ude på gaden, så vi skal have gennemsigtig glas op i stedet. Jeg er helt overbevist om, at vi så kan tiltrække lidt flere,« siger Ole Thvilum, som er meget glad for den handlingsplan, der er blevet udarbejdet i forhold til Klostertorv.

»Den er lavet med respekt for alle – især de udsatte. Det er vigtigt at forstå, at de her mennesker ikke bare forsvinder.«

Arbejdet med terrassen forventes påbegyndt inden længe.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Hvem er de private investorer, der vil bygge en ny lufthavn?

Per Hovgaard, Niels Bohrs Vej 28, Viby J
I mange år er det ikke lykkedes at sætte navne på de private investorer, der angiveligt står klar til at skyde penge i en ny lufthavn til Aarhus. Så spørgsmålet er, hvem disse investorer er?

Debat: »Glas og beton ældes ikke med ynde«

Henrik Dahlin, stud.theol., Carl Holst-Knudsens Vej 2, Aarhus C

Debat: Var der også bander dengang?

Kamma Ankjærø, Ny Munkegade 80 Aarhus C
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her