*

Aarhus

Chefkaptajnens sidste store beslutning: Jeg henter selv et nyt skib i Tasmanien

Kaptajn Flemming Ejlersen er rejst til Tasmanien for at hente Molslinjens nye hurtigfærge hjem til Aarhus. Han inviterer læserne med på den opsigtsvækkende tur.

I øjeblikket er Flemming Ejlersen i gang med at gennemgå Express 3 på værftet i Tasmanien. Efter planen går turen mod Aarhus på torsdag. Foto: Tanja Lund Carstens

Da Flemming Ejlersen for nogle dage siden rejste til Tasmanien, var han 59 år, turen foregik i luften og tog godt 30 timer. Når Flemming Ejlersen kommer hjem til Aarhus igen, er han 60 år, og hjemturen på flere verdenshave vil have taget over fire uger.

Kaptajn Ejlersen står i spidsen for den besætning på i alt 12 mand, der skal sejle Molslinjens nye hurtigfærge, Express 3, hjem fra værftet Incat i Tasmanien til Aarhus.

Ejlersen rejste til Tasmanien i begyndelsen af måneden, og efter sin ankomst er tiden gået med at inspicere skibet, teste det og sørge for de sidste tilpasninger inden jomfruturen begynder den 20. april. To inspektører fra Molslinjen har fulgt færdiggørelsen på værftet de seneste måneder, men det bliver Flemming Ejlersen, der står ved roret, når kursens sættes mod Aarhusbugten.

Blå bog

Flemming Ejlersen

  • Født 6. april 1957
  • 1974-1986: Styrmandsaspirant, styrmand og overstyrmand i rederiet A.P. Møller-Mærsk, afbrudt af uddannelse i Søværnet som reserveofficer (1979-1981)
  • 1987: Statens Istjeneste, Danbjørn og Thorbjørn
  • 1987-1990: DSB rederi, Aarhus-Kalundborg
  • 1990-1995: Selvstændig restauratør i DTC Vejle
  • 1992-1993: Afløserkaptajn i flyvebåde og hurtigfærger mellem Aarhus og Kalundborg
  • Siden 1995 ansat hos Molslinjen som kaptajn i rederiets hurtigfærger. I perioden 1996-2016 som chefkaptajn

Det var den sidste store beslutning, han traf, inden han i maj 2016 forlod posten som chefkaptajn i Molslinjen for at komme tilbage til broen på Express 1.

Han har to gange tidligere hentet skibe hjem fra værfter. I 1995 hentede han de første Catlink-færger til Aarhus.

Denne gang går ruten fra Tasmanien mod New Zealand og over Stillehavet, gennem Panama-kanalen, så over Atlanterhavet, gennem Den Engelske Kanal, rundt om Skagen og ind i Aarhusbugten.

Altså en rute, der på mange måder adskiller sig fra turen mellem Aarhus og Sjællands Odde.

»Den største udfordring bliver vejret. Vi er nu gået ind i den sydlige halvkugles efterår, og på det første træk fra Tasmanien til New Zealand kan der være noget træls vejr,« konstaterer kaptajnen med en trods alt rolig stemme.

En spændende tur

Den nye hurtigfærge vejer ”kun” 1.500 tons uden biler og passagerer. Ejlersen følger vejrprognoserne nøje i disse dage. Lige nu tyder noget på, at der venter fem meter høje bølger på det første stykke fra Tasmanien mod New Zealand.

»Det er temmelig meget. Selv i Nordsøen er det sjældent med så høje bølger. Vi tager af sted alligevel, og skibet kan sagtens klare den slags sø – men det bliver ikke nogen behagelig tur,« fastslår Flemming Ejlersen.

Med sin relativt lave vægt vil hurtigfærgen blive særdeles levende i et oprørt hav, og meget tyder altså på, at jomfrusejladsen bliver en ”spændende” tur, hvor besætningen får rig lejlighed til at lære skibet at kende i mange forskellige situationer.

Den nye hurtigfærge

Express 3

  • Indsættes mellem Aarhus og Sjællands Odde i sommeren 2017.
  • Skibet kan sejle op til 48 knob (79 km. i timen), har samme kraft som 250 personbiler.
  • Skibets fire generatorer producerer strøm nok til at kunne forsyne 70 parcelhuse med elektricitet.
  • De fire jetmotorer flytter hver 21.000 liter vand i sekundet og vil kunne fylde et olympisk svømmebassin på 30 sekunder eller fylde 336.000 ølglas pr. sekund.
  • Skibet kan transportere 411 biler, der ville fylde 19 km på vejene, og kan tage 1.000 passagerer.

Express 3 er bygget på erfaringerne fra de to færger Express 1 og Express 2, der i dag sejler mellem Aarhus og Sjællands Odde. 1 og 2 har vist sig at sejle bedst, når vægten er lagt mod stævnen. Derfor er maskinerne, der trækker de fire jetmotorer rykket fremad på skibet. På samme måde er al cateringen placeret, så personalet kan håndtere det fra midten af skibet. Det sparer mange skridt på en overfart.

Varslingerne tyder på, at der i hvert fald på det første stykke ikke bliver tale om nogen hyggesejlads, og det er i det hele taget ikke på grund af komforten, at Flemming Ejlersen har valgt, at han selv skal stå i spidsen for hjemtagningen. Hurtigfærgen har jo ingen kahytter, så besætningen må oprette interimistiske sovepladser rundt omkring i passagerområderne.

Undervejs vil Flemming Ejlersen via sin satellittelefon sende rejsebreve hjem til JP Aarhus, så læserne i ugerne frem til ankomsten til Aarhus kan følge med i, hvordan turen går, udfordringerne og overraskelserne undervejs og dermed få et helt unikt indblik i en opsigtsvækkende sejlads. Rederiet har besluttet, at turen skal gå gennem Panama-kanalen frem for den mere direkte vej gennem Rødehavet og Suez. Pirattrusler er årsagen.

»Vi har diskuteret det meget, men kom ret hurtigt frem til, at vi ikke ville den vej. Det ville i så fald kræve bevæbnede vagter ombord, og det vil jeg ikke bryde mig om,« forklarer Flemming Ejlersen, der forventer, at Express 3 er i Aarhus mellem den 22. og 25. maj.

Den præcise dato kan først fastlægges, når man er kommet gennem Panama-kanalen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: JP skyder med løst krudt

Morten Østergaard, politisk leder (R) | Rabih Azah-Ahmad, rådmand i Aarhus (R)

Debat: Udvidelse af E45 er højeste prioritet

Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem (V)
En udvidelse af E45 kræver, at de østjyske medlemmer af Folketinget står sammen. Dette burde kunne lade sig gøre på tværs af partiskel.
Restauranter

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.

Golfmad til favorable priser

Restaurant Unico serverer enkle retter i en lettere forfinet udgave – til lave priser. Det lykkes ganske godt, i hvert fald et stykke hen ad vejen. Til gengæld er betjeningen haltende og usikker.

China Wok House er flyttet

I mere end 40 år har China Wok House forsynet aarhusianerne med sprøde forårsruller og dybstegte rejer. Nu er restauranten flyttet ned til åen.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her