*

 

Aarhus

»Det er unikt at kunne følge hans udvikling fra sidelinjen«

Husly: De seneste fire måneder har 26-årige Heidi Berg haft en syrisk flygtning boende i sin lejlighed gennem projektet Hus en flygtning.

Heidi Berg og Radwan Kouli er fælles om de daglige pligter, herunder indkøb, madlavning og rengøring. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

På tredje sal i en etageejendom nær Stjernepladsen i Aarhus bor den 26-årige Heidi Berg i en fireværelses lejlighed. I lejligheden bor også den 26-årige Radwan Kouli, der er syrisk flygtning.

Heidi Berg er en af de aarhusianere, som har valgt at indkvartere en flygtning privat gennem projektet Hus en flygtning, som Aarhus Kommune står bag.

»Jeg så i avisen, at Aarhus Kommune søgte efter private, der ville huse en flygtning,« siger Heidi Berg, der på daværende tidspunkt manglede en ny roomie.

Kommunens initiativ havde gjort Heidi Berg nysgerrig, og hun tog derfor til et informationsmøde i september, hvor tanken om at være med til at skabe aktive medborgere og muligheden for at kunne udveksle kulturer gjorde indtryk på hende.

Heidi Berg tilmeldte sig derfor straks projektet og udfyldte et skema, der bl.a. beskrev, hvad hun kunne tilbyde, hvem hun var, samt hvilke tanker hun havde gjort sig.

Andre interesserede aarhusianere var også dukket op til informationsmødet.

»Der var en kvinde, som sagde, at hvis man var en ung, single kvinde, kunne man ikke huse en mand, fordi han så ville opfatte én som prostitueret,« husker Heidi Berg, som blev stødt over kvindens udtalelse.

»Jeg blev provokeret af det og blev endnu mere opsat på, at det sagtens kunne være en ung mand, der flyttede ind hos mig.«

Fra Aleppo til Aarhus

Mindre end tre måneder efter informationsmødet var det netop en ung mand, der flyttede ind hos Heidi Berg. Den unge mand var 26-årige Radwan Kouli.

»Da Radwan kom til Aarhus, blev jeg kontaktet af hans bostøtte. De kom begge forbi til kaffe og chokolade, og tre dage efter flyttede han ind,« fortæller Heidi Berg.

Radwan Kouli går i sprogskole fire gange om ugen for at lære dansk. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Radwan Kouli havde på daværende tidspunkt opholdt sig to måneder i Danmark – først i Sandholm, derefter Sønderborg, Nyborg og endelig Aarhus.

Det var krigen i Syrien, der fik Radwan Kouli til at forlade det borgerkrigshærgede land og efterlade sin mor og lillesøster.

At det netop var Danmark, han efter 28 dages flugt op gennem Europa endte i, var ifølge Radwan Kouli ikke tilfældigt.

»Jeg søgte på internettet, hvordan folk levede i de forskellige lande og fandt ud af, at Danmark passede godt til mig,« siger Radwan Kouli og tilføjer:

»Jeg håber på at kunne få mig et nyt liv her. Et godt liv.«

Jeg blev enormt provokeret og blev endnu mere opsat på, at det sagtens kunne være en ung mand, der flyttede ind hos mig.
Heidi Berg Psykolog

Det var ikke kun sin mor og lillesøster, som Radwan Kouli efterlod sig i Syrien. Med en uddannelse som elektroingeniør havde Radwan Kouli sit eget autoværksted med ansatte under sig i den syriske millionby Aleppo. Men også det var han nødt til at forlade på grund af konflikten i landet.

Heldigvis har det været muligt for Radwan Kouli at bruge sin viden og færdigheder, da han i dag er i praktik hos en automekaniker i Brabrand.

Ved siden af praktikken går Radwan Kouli på sprogskole fire dage om ugen for at lære det danske sprog.

»Sproget er mærkeligt,« siger han, mens han bestemt forsøger at udtale vokalerne æ og ø.

Sproget som en barriere

Netop sproget husker Heidi Berg som den eneste udfordring, der opstod, da Radwan Kouli flyttede ind i hendes lejlighed.

»Vi har misforstået hinanden mange gange og haft en hel del sjove episoder,« siger Heidi Berg og tilføjer:

»Vi havde en episode, hvor vi skulle ud og spise med mine veninder, hvor jeg havde sagt til Radwan, at vi skulle være på restauranten klokken 20.00. Radwan troede i stedet, at jeg havde sagt, at han skulle flytte sammen med to piger i nummer otte og var derfor helt rundt på gulvet. Den episode har vi moret os over lige siden.«

For Heidi Berg var det vigtigt, at Radwan Kouli ikke skulle føle sig ensom. Hun introducerede ham derfor for sine egne venner, som hurtigt tog Radwan Kouli til sig.

Radwan Kouli er i gang med et tre måneders praktikforløb på et autoværksted i Brabrand. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

»Jeg har hevet ham med til et hav af pigemiddage, kaffesludre, biografture og fester. Han har fået et rigtig godt indblik i, hvor meget danske piger snakker,« siger hun og slår en latter op.

For at forbedre sit dansk, tog Radwan Kouli for nylig initiativ til at hænge en seddel op på Aarhus Universitet, hvor han efterspurgte en person, der ville lære ham dansk, hvor han til gengæld kunne lære arabisk fra sig.

»Nu mødes jeg fast med en ung mand. Jeg lærer ham arabisk og han mig dansk,« siger Radwan Kouli.

Ny adresse og studie

I dag har Radwan Kouli boet hos Heidi Berg i fire måneder.

»Jeg er positivt overrasket over, hvor tætte og gode venner vi er blevet. Det er en enorm sidegevinst at få med,« siger hun og tilføjer:

»Selv om vi kommer fra forskellige lande, er vi som 26-årige det samme sted i livet. Vi snakker om familie, kærlighed og venskab.«

I de måneder Heidi Berg har haft Radwan Kouli boende, har hun set, hvordan han har udviklet sig.

Aarhusianere giver flygtninge tag over hovedet

»Han er begyndt at komme ud blandt fremmede og dermed sætte sig selv på spil. Det er unikt at kunne følge hans udvikling fra sidelinjen,« siger Heidi Berg og tilføjer:

»Det at huse en flygtning giver et indblik i, at integration handler om mere end at være tilknyttet arbejdsmarkedet og sprogkundskaber. Det handler også om en personlig proces, hvor man skal turde at udfordre sig selv blandt fremmede mennesker.«

Fra april skifter Radwan Kouli adresse, da han skal flytte til Aabyhøj, hvor han skal bo hos en ny ung kvinde, der ligesom Heidi Berg har meldt sig til projektet Hus en flygtning.

Årsagen er, at Heidi Berg, der for nylig er blevet uddannet psykolog, har fået arbejde på Grønland og flytter til april.

»Radwan var helt sikkert blevet boende, hvis ikke jeg selv skulle flytte,« siger Heidi Berg.

Radwan Kouli håber på, at han kan begynde at studere, når han inden længe er færdig med praktik.

»Jeg er ved at undersøge, hvad jeg kan læse, men er ikke sikker endnu,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her