*

Aarhus

Musikkrigen i Aarhus

Interview: Aarhus har et mindre symfoniorkester af stort format trods begrænsede bevillinger. Forholdet mellem by og orkester har ofte været turbulent.

Palle Kjeldgaard, musikchef for Aarhus Symfoniorkester, stopper i jobbet. Han finder ikke, at arbejdsvilkårene har været rimelige. Foto: Casper Dalhoff

Det er en stolt musikchef, der i aften står på scenen i musikhusets symfoniske sal. Palle Kjeldgaard er konferencier ved en koncert med Pumeza Matshikiza. Den sydafrikanske stjernesopran fejrer udgivelsen af en cd, hvor hun ledsaget af Aarhus Symfoniorkester fremfører en række berømte arier. Skiven udsendes af Decca, et af verdens største pladeselskaber. Større bliver det ikke.

Også den triumf kan Palle Kjeldgaard tænke tilbage på, når han den 31. maj efter ni år stopper som leder af Aarhus Symfoniorkester. Han ønsker ikke forlængelse, og til det sidste prøver han at forbedre orkestrets økonomiske forhold, som han ikke har været tilfreds med.

Palle Kjeldgaard er ikke den første musikchef, der har mødt kommunal modvilje i forhold til orkestret. Thomas Jensen, en af Danmarks bedste dirigenter nogensinde, var en anden. Thomas Jensen kæmpede for et ordentligt spillested til Aarhus Byorkester, så musikken kom til sin ret. Daværende borgmester Svend Unmack Larsen lovede en løsning, men til sidst opgav maestroen, forlod byen og fik sine økonomiske forhold afsløret i lokale aviser.

Et lavt offentligt tilskud

Palle Kjeldgaard finder ikke, at arbejdsvilkårene har været rimelige, når Aarhus Symfoniorkester har det laveste offentlige tilskud i landet.

Blå bog

Om orkesterchefen

  • Palle Kjeldgaard, født 1961.
  • Uddannet violinist på konservatorierne i Aarhus og København.
  • Koncertmester i Randers Kammerorkester 1986-1987, koncertmester i 2. violingruppen i Aalborg Symfoniorkester 1987-2001.
  • Musikchef i samme orkester 2001-2007. Musikchef i Aarhus Symfoniorkester 2007-2015.
  • I en årrække medlem af bestyrelserne for Den Jyske Opera og landsdelsorkesterforeningen.
  • Bor i Randers med sin hustru Søs Kjeldgaard, der også er musiker. Børnene er flyttet hjemmefra.

For ikke længe siden blev også han lokalt bebrejdet, at han skulle modtage et eftervederlag på mere end en million kr. den dag, han stoppede.

»Man er ude i den laveste fællesnævner, uden at jeg vil forsvare min løn. Enten får du mere i løn, eller også får du eftervederlag. Det er noget, man indgår en aftale om, når man bliver ansat. Det stod i stillingsopslaget, at man ville modtage en månedsløn pr. år, man har været ansat,« konstaterer Palle Kjeldgaard.

Begrænsede muligheder

Musikchefen undrer sig, for han var stillet helt andre perspektiver i udsigt, da han tiltrådte i 2007.

»I begyndelsen skulle jeg sige, at vi skal have 96 musikere i orkestret, for det har Radiosymfoniorkestret,« husker Palle Kjeldgaard.

»Derfor sagde jeg til politikerne: ”Det er meget nemt for jer at sige 96 musikere, samtidig med at I giver mig færre og færre penge. Det gør det ikke nemmere at være musikchef. Hvad med at sige et andet tal og gennemføre det”? Ikke tale om. Jeg skulle sige 96, for sådan var det i København, og det var den eneste referenceramme. Lidt uforståeligt var der ingen referenceramme, der hed den symfoniske musik, når det musikalske udtryk ellers er en af de centrale kunstarter.«

Palle Kjeldgaard er kommunal embedsmand, og han har sandelig erfaret, at en embedsmand forventes at rette ind.

Det har begrænset hans muligheder for at tale sin sag. Han havde hellere set, at orkestret havde været en selvejende institution, for så havde han stået friere.

Rekordstort publikum

Alligevel er der trods de manglende ressourcer meget at være stolte af i Aarhus Symfoniorkester. Niveauet er højt, repertoiret spændende, og der er ingen publikumskrise.

»Vi satte rekord med 88.000 publikummer i 2015 og spiller stadig mange koncerter to gange i Aarhus,« noterer Palle Kjeldgaard.

Det er først og fremmest på økonomien, der afgør antallet af musikere, at det halter. I stedet for de 96 fugle på taget, har Palle Kjeldgaards virkelighed været konstante besparelser og nedskæringer, og det holder hurtigt op med at være morsomt.

Forklaringen på miseren ligger årtier tilbage.

Manglende støtte

Indtil 1970’erne fik lokale kulturinstitutioner støtte af amt, stat og kommune, og det blev derpå forenklet, så det enten var støtte fra amt-stat eller kommune-stat.

Aarhus Teater blev amt-stat, mens symfoniorkestret fik støtte af kommune-stat. Da amterne i 2007 blev nedlagt overgik alt, der havde været støttet af amterne, udelukkende til statsstøtte. Staten blev den centrale aktør i kulturens verden, men symfoniorkestrene i Odense, Aarhus og Aalborg bevarede den kommunale støtte.

I 2005 prøvede man forgæves at ændre ordningen, så alle de store, dyre producerende kulturorganisationer overgik til staten. Orkestrene så en fare i at være kommunal-statslige, fordi kulturområdet i kommuner var under pres.

»Kultur kan kun eksistere i det system, hvis du kan lide den, for vejes socialudgifter op mod kulturudgifter, taber kulturen,« siger Palle Kjeldgaard.

»Det sker, selv om kulturen kun udgør 0,6 procent af budgettet, og de penge vil alligevel aldrig kunne dække de sociale udgifter. For en nyvalgt politiker må Aarhus Symfoniorkester, der i 2015 modtog 20,6 mio. kr. i kommunalt tilskud, forekomme kolossalt dyrt. Hvorfor bruger vi 20 mio. kr. på et symfoniorkester, spørger de og glemmer, at byen får Aarhus Teater frit fra staten, og der er fuld statslig støtte til Den Jyske Opera. Hver eneste gang, der vælges et nyt byråd, skal jeg fortælle medlemmerne det, for ingen ved det. Derfor har kommunen fået en særlig forpligtelse over for Aarhus Symfoniorkester, men det er en forpligtelse, den ikke ønsker at vedstå.«

Palle Kjeldgaard har en oversigt, der viser de offentlige tilskud til symfoniorkestrene i Aarhus, Aalborg og Odense siden 2000:

»Alle orkestre bliver behandlet ens af staten, og staten fremskriver. Kommunerne er lige store bidragydere omkring 2001, men Aarhus Kommune har siden fastfrosset sit tilskud i 16 på hinanden følgende år! Nævn mig en kulturinstitution i Danmark, der har haft fastfrosset det kommunale tilskud i så mange år. Hvis staten ikke fremskriver lønnen fuldt, så dækkes differencen i Odense og Aalborg, og derfor fremskriver de relativt meget. Vi bor gratis i Symfonisk Sal. De andre har ikke samme forhold, men selv når man tager højde for det, så er der alligevel 10 mio. kr. mere i kommunal støtte til orkestret i Odense og 5 mio. mere i Aalborg.«

En politisk beslutning

Palle Kjeldgaard dokumenterer også, at Aarhus Symfoniorkester får et mindre tilskud end Sønderjyllands Symfoniorkester.

»Det nytter ikke, at den eneste, der siger noget, er musikchefen i Aarhus,« erkender Palle Kjeldgaard.

»Det er en politisk beslutning, om Aarhus skal have et symfoniorkester og hvilket symfoniorkester. Det er det, jeg har forsøgt at sige, men man har ikke lyttet til mig i ni år, så er der ingen grund til at tro, at de skulle gøre det nu.«

Midt i dette morads er det næsten et paradoks, at Aarhus Symfoniorkester aldrig har været bedre.

»Jeg tror, at der blandt mine musikere er mistrøstighed: Ønsker de os? Vil de have os? Ønsker de det her orkester? Som musikchef i Aalborg oplevede jeg en anden stolthed over Aalborg Symfoniorkester, og i Aalborg var man klar over, at her endte togsporene. Vi måtte selv skabe kulturen. I Aarhus handler det mere om at være ligesom i København.«

Det, der for alvor bekymrer Palle Kjeldgaard, er fremtidens repertoire. På smalkost vil symfoniorkestret forvandle sig til et wienerklassisk orkester, der fremfører de gamle mestre, men det er ikke uden problemer.

»Hvis vi ikke kan spille den romantiske musik og det 20. århundredes musik, får vi i løbet af få år et kulturpolitisk problem, men også et salgbarhedsproblem. «

Når Mahlers 1. symfoni står på programmet om kort tid, har Aarhus Symfoniorkester med Palle Kjeldgaard som musikchef fremført samtlige ni Mahler-symfonier, men Mahler er ved at ryge af programmet. Han kræver for mange musikere.

»I 2014 havde vi et stort Richard Strauss-tema med fem store ting, blandt andet Alpesymfonien, ein Heldenleben og andre fantastiske værker. Det er også slut. I fjor havde vi et stort projekt med Carl Nielsen. Vi spillede alle seks Nielsen-symfonier. Vi er nu i en situation, hvor jeg skal spille Nielsen med fire kontrabasser og seks celloer, og det er ikke godt nok. Det lyder ganske enkelt forkert. Jeg har haft en differentieret strygerbesætning, hvor jeg har haft færre fastansatte og ad hoc musikere inde. Men vores chefdirigent er vred, hvis han får det, han kalder telefonviolinister, og det har han jo ret i. Standarden holdes bedst, hvis der er et korps, som spiller sammen og er orkestret. Man kan heller ikke have et fodboldhold, hvor de 11 spillere er nye hver uge. Det må være en fasttømret enhed,« siger han.

Den nødvendige kultur

»Selvfølgelig er der plads til lidt ekstra hist og pist, men freelance-miljøet i Jylland bliver mindre, for musikerne flytter til København. Du får et helt andet kulturliv i Jylland. Du kan se det på skuespillerfronten allerede. Alt det kreative lander ligeså stille i København, og det kommer til at gælde den klassiske musik endnu mere. Så er vi tilbage ved landsbytosserne. Kultur koster, og jeg har svært ved at forestille mig et samfund, hvor der ikke er kultur. Det er det helt centrale for samfundsdannelsen og for kvaliteten af samfundet. Jeg har også kendskab til mennesker, der er flyttet til Aarhus fra Vestjylland, alene fordi her var et symfoniorkester og et rigt kulturliv,« siger han og tilføjer:

»Når jeg stopper kan det godt være, at jeg skal holde et halvt års pause og så se, hvad der sker. Jeg håber, der er plads til mig på arbejdsmarkedet endnu, for jeg er trods alt kun 54 år. Der skulle gerne være 10-13 år mere i mig, men jeg tager ikke noget for givet. Jeg skal nok lige have en puster efter at have haft for travlt i for mange år. Jeg skal ned der, hvor jeg begynder at kede mig. Det er mange år siden, jeg sidst har prøvet det.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Aarhus lige nu

Det store ikon for byen

Byhistorie: Aarhus Rådhus fremtræder som en sjælden vellykket bygning, der er blevet en del af det aarhusianske dna. Sådan tegnede det ikke, da huset skulle bygges, og borgerne forlangte et rigtigt rådhus mmed tårn. Dette er historien om rådhuset, der fylder 75 år.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Det store ikon for byen

Byhistorie: Aarhus Rådhus fremtræder som en sjælden vellykket bygning, der er blevet en del af det aarhusianske dna. Sådan tegnede det ikke, da huset skulle bygges, og borgerne forlangte et rigtigt rådhus mmed tårn. Dette er historien om rådhuset, der fylder 75 år.
Debatindlæg

Debat: Aarhus Lufthavn ... igen

Jesper Lorentzen, Korshøjen 60, Risskov

Debat: Socialistiske soldater skubbes frem af Bundsgaard

Bünyamin Simsek, borgmesterkandidat, Venstre
Der er et mønster i, at borgmesteren dukker sig i problemsagerne og skubber embedsmændene ud i medierne.

Debat: Fair nok, JP Aarhus

Kirsten Normann Andersen, formand, Foa Århus
Når jeg i et interview giver udtryk for, at livet bag murene på landets plejehjem langtfra er så idyllisk, som nogle gerne vil gøre det til, så er det også rimeligt at bede om en uddybning.
Sankthans

Sankthansaften i Aarhus

Se, hvor der er sankthansbål i Aarhus og omegn.
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

498 g bøf blev til 256 g mad

Kødsvind: Hvad kan man egentlig forvente af kød på tallerkenen, når man bestiller en 500 grams ribeye. Vi lod det komme an på en prøve.

Anmeldelse af Sårt

Restaurant: Maden er god på det nye spisested Sårt, men betjeningen er ét stort kaos. Det trækker betydeligt ned i den samlede restaurantoplevelse, og det er rigtigt ærgerligt.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce
Bolig
Sådan skabte familien Lykke en strandvejsvilla, der forandrede familiens liv
Familien Lykke boede i otte år i deres hus ved Strandvejen i Køge, før de opførte den tilbygning, som forvandlede et småt og ordinært hus til et rummeligt og moderne hjem. 
Se flere
Det store ikon for byen
Byhistorie: Aarhus Rådhus fremtræder som en sjælden vellykket bygning, der er blevet en del af det aarhusianske dna. Sådan tegnede det ikke, da huset skulle bygges, og borgerne forlangte et rigtigt rådhus mmed tårn. Dette er historien om rådhuset, der fylder 75 år. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her