Fortsæt til indhold
Aarhus

Uro i Tilst: Medlemmer flygter fra svømmeklub

Trænere bliver kaldt ”fede bøsserøve”, når de går ind i hallen.

På et år har svømmeklubben i Tilst mistet omkring 10 pct. af dens 500 medlemmer.

Ifølge formanden tør de ikke længere komme i hallen, fordi en gruppe unge gennem længere tid har hængt ud ved indgangen og chikaneret medlemmerne.

”Mange forældre er frustreret og de føler ikke, at de tør sende deres børn her over. Der står en flok på 10-25 personer, som man skal kæmpe sig igennem for at komme igennem foyeren. Og det kan godt være, de ikke gør noget ved folk, men de har en adfærd, der gør, at man føler sig utryg,” siger Mike Hiltmar til Jyllands-Posten.

"Føler os magtesløse"

Ifølge politiet drejer det som om ca. 20 personer, som både kommer fra lokalområdet og andre steder i byen.

For tre måneder siden valgte idrætsklubben TST at hyre en vagt fra Falck Securitas, som kommer to gange om dagen og patruljerer i området.

”Men det har slet ikke hjulpet. De er pisse ligeglade med ham, og selvom han har hund med, så han kan ikke få dem ud af foyeren. Vi føler os fuldstændig magtesløse, vi kan ikke gøre andet ved det her end at ringe til politiet. Det er, som om et socialt problem er havnet i en sportsforening,” siger Mike Hiltmar.

Lukker bibliotek

Flere af svømmeklubbens trænere har også følt sig chikaneret af gruppen, når de skal til og fra arbejde.

”De råber efter dem, at de er nogle ”fede bøsserøve”. Efter sagen har været oppe i pressen de sidste par dage, har de været henne hos hende pigen, som sidder i billetlugen, og spurgt provokerende, om folk føler sig chikaneret af dem, og det skal hun jo ikke tage stilling til,” siger Mike Hiltmar.

Tirsdag valgte kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) at lukke ned for tilbuddet om ubemandet åbningstilbud på det lokale bibliotek, som ligger lige ved siden af TST.