Klausuler har givet 17,5 lærlingepladser
Uddannelsesklausuler begynder at virke, mener rådmand. Nej, de er symbolpolitik, mener erhvervsorganisation.
17,5 lærlingepladser, 22 løntilskudsordninger, 48 aftaler om uddannelsespolitikker og 5 partnerskabsaftaler.
Det er resultatet af Aarhus Kommunes arbejde siden november 2011 med at indarbejde uddannelsesklausuler med virksomheder, der arbejder for kommunen med enten byggeopgaver eller andre tjenesteydelser.
I 68 tilfælde er virksomheder blevet mødt med en uddannelsesklausul det seneste halvandet år.
Social- og beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S) er »behersket tilfreds«.
»Det går den rigtige vej, men det tager tid,« mener han, der i dag på et magistratsmøde på rådhuset vil gøre status over aftalen om uddannelsesklausuler, som byrådet vedtog i maj 2010.
Ved seneste status i november 2011 var der oprettet tre lærlingepladser, opgjort i helårspladser.
Hos Dansk Byggeri, der er bygge- og anlægssektorens erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, er man på ingen måde imponeret over resultatet fra Aarhus.
»17,5 lærlingepladser. Det viser, at effekten er meget lille, og at den slags sociale klausuler er mere symbol end effekt,« siger Louise Pihl, der er uddannelses- og arbejdspolitisk chef i Dansk Byggeri.
Frivillige aftaler virker
»Vi kan dokumentere, at det giver flere lærlingepladser at indgå partnerskabsaftaler,« siger hun, der glæder sig over, at netop disse frivillige aftaler, hvor virksomheder arbejder sammen med både erhvervsskoler og organisationer, er blevet sidestillet med tvungne, sociale klausuler i den kommuneaftale, der faldt på plads torsdag.
»Det er et grundlæggende problem med de sociale klausuler, at de kan resultere i korte lærlingekontrakter, fordi mange virksomheder arbejder hen over kommunegrænserne og derfor kan blive stillet over for krav om at ansætte nye lærlinge, selv om de allerede har flere,« siger Louise Pihl.
»Vi vil hellere arbejde sammen med erhvervsskolerne og virksomhederne om praktikpladser. Så kan vi tage en række initiativer, som rækker ud over kommunegrænsen, ligesom vi ikke behøver forholde os til, hvor stor anlægsopgaven er. Sociale klausuler gælder kun ved anlægsprojekter over 10 mio. kr., mens partnerskabsaftaler ikke forholder sig til beløbets størrelse. Derfor er effekten af partnerskabsaftaler langt større.«
Hans Halvorsen insisterer dog på, at virksomheder, der vil være med i offentlige anlægsarbejder, tager deres del af ansvaret for at få uddannet den arbejdskraft, som man får brug for om få år.
»Jeg tror, at der er en stigende erkendelse af, at alle er nødt til at være med til at uddanne ny arbejdskraft. Og for dem, der ikke vil være med, er uddannelsesklausulerne en kærlig besked om, at det skal de.«