Hvad skal vi med godsbanekaos?
Et udpræget ordensmenneske kan sagtens elske Godsbanens kaos, der vibrerer af liv, skæve ideer og muligheder.
Jeg elsker orden!
Jeg elsker bøger i alfabetisk rækkefølge.
Jeg bekæmper rod. Jeg bekæmper bunker af enhver slags.
Jeg elsker orden!
Jeg er vild med velordnede ringbind. Jeg er vild med labelmaskiner.
Jeg er modstander af bunker af enhver slags. Jeg er modstander af lommeaftømning i krukker.
Jeg indfører konstant systemer. Jeg beslutter mig dagligt for nye rutiner, jeg vil til at følge.
Jeg har forsøgt at indføre min familie i mine mange gode systemer.
Jeg har forsøgt at få dem til at lægge avisen på dens plads efter endt læsning.
Jeg har forsøgt at få dem til at sætte deres fodtøj på den rigtige måde i entreen.
Jeg har forsøgt at få dem til at sætte klemmer på brødposerne.
Jeg bliver træt af det, hver gang der er koks i et af mine systemer.
Jeg bliver træt af mig selv, hver gang jeg ikke kan huske, hvor jeg har lagt et garantibevis, eller har glemt at melde tilbage på en af børnenes tilmeldingssedler.
Ja, faktisk bliver jeg anfægtet på hele mit værd som menneske, når jeg opdager, hvor meget rod der har sneget sig ind i skuffer og i skabe, for ikke at tale om det rod, der er i mit hjerte og mit sind.
Jeg elsker orden!
Jeg elsker systematisk overblik, og jeg elsker Kulturnat.
Jeg havde fundet et arrangement med Lone Hørslev på litteraturcenter på Godsbanen under Spot Festival.
Jeg havde organiseret familien, så vi kunne mødes og opleve det sammen.
Jeg elsker orden!
Jeg ankom til Godsbanen, 20 minutter før Lone Hørslevs digt-musik-performance skulle begynde.
Jeg kunne ikke umiddelbart finde stedet.
Jeg delte os i to (min mand og jeg), så vi systematisk kunne gå på jagt efter stedet.
Jeg spurgte bartenderen i den dunkende Den Rå Hal, jeg spurgte en ventende gæst i stedets biograflignende lokale, jeg spurgte en tjener i restauranten, jeg spurgte en, der så officiel ud. De rystede uforstående på hovedet og havde ingen idé om et litteraturcenter.
Jeg undersøgte de mange pjecer, der lå spredt med rund hånd i foyeren. Jeg læste samtlige plakater, der var hængt op på søjler og vægge.
Jeg fik lov at se med på en godsbane-spot-oversigt, som en af de andre aarhusianere sad med.
Jeg elsker orden!
Og jeg nærmede mig den konklusion, at jeg var et rodehoved.
Jeg havde husket forkert, hvorfor skrev jeg det ikke ned, hvorfor tog jeg ikke et print, hvorfor undersøgte jeg ikke på GoogleMaps, hvor det lå, hvorfor var min dejlige mobiltelefon gået ned? Alt, hvad der kan sættes fingre på i mit og familiens liv, kom straks under temmelig ukærlig behandling under devisen; orden er godt, og se nu, hvad uorden kan føre til; Kaos. Spild af tid. Latterlig løben rundt for at finde et sted.
Jeg elsker orden!
Så jeg havde samtidig et par gode ideer til større orden og mere systematik på Godsbanen.
Jeg plantede i min fantasi 10 skærme eller bare plakater rundt ved samtlige indgange til Godsbanen. Hvert sted skulle dagens program i hele godsbaneområdet fremgå klart og tydeligt. Og så selvfølgelig en oversigt over området med tydelig angivelse af navn på hvert sted. Hvor svært kan det være!
Jeg indså, at nu var det faktisk for sent. Forestillingen begyndte om fem minutter, og vi anede stadig ikke, hvor lokalet var. Måske var det slet ikke i godsbaneområdet. Men så fik jeg pludselig øje på et oversigtkort over området, der stod det magiske ord litteraturcenter.
En, to, tre, så sad vi der!
I herlige, gamle, ukurante lænestole.
Der blev serveret rødvin, chips, og stemningen var absolut Berlin.
Det strømmede ind med forventningsfulde mennesker.
Sådan et sted, hvor enhver kan fornemme, at det er her, det sker lige om lidt.
Godt, jeg ikke sad i Musikhuset til det officielle program, men lige her i Godsbanen.
Og ind kom hun, Lone Hørslev, med læbestift ligeså rød som forventet, men ellers lidt mere afdæmpet og med knap så firkantet, knaldsort pandehår, som jeg huskede hende fra fjernsynet.
Og så sad vi der og var forventningsfulde sammen med alle de andre, lokalet var stopfyldt. Det skulle starte klokken 19.
Og klokken blev 19, og den blev 19.15, og den blev 19.20, og den blev 19.25, og der skete absolut ingenting.
Lone Hørslev skulle ud at ryge. Og det samme skulle mange andre åbenbart.
Og vejret var godt, og det var forsmag på sommer i Aarhus.
Men jeg elsker jo orden!
Og jeg skulle jo snart hente min datter til fodbold.
Og der stod, at det begyndte klokken 19.
Og hvad ventede de egentlig på?
Hvorfor gik de ikke i gang?
Det krævede en del selvdisciplin at forstå, at det nok ikke var min rolle her lige at få dem til at speede lidt op.
Eller som minimum at komme med lidt klar kommunikation.
Undskylde forsinkelsen.
Fortælle, hvad det skyldtes, og hvornår vi kunne forvente, at de gik i gang.
Alt i lokalet emmede af ro, forventning, sommeraften, rødvin og trippende glæde.
Så kom der endelig bevægelse i arrangementet.
Der blev budt velkommen; Velkommen til release for Christian Dorph.
Jeg havde aldrig hørt om ham.
En digter åbenbart.
Helt ærlig!
Nu havde vi endelig fundet lokalet, og så var det det forkerte arrangement.
Pis-lort!!!
Christian Dorph læste digte til syret mærkelig musik.
Vi glemte øjeblikkeligt, at det ikke var ham, vi var kommet for at høre.
Ville intet andet, end at han skulle fortsætte i det uendelige. Så levende, intenst, mærkeligt, overraskende.
Der blev klappet og huet og givet ekstranummer, og vi var nogle af de eneste, der ikke decideret var gået efter at høre netop Christian Dorph.
»Og om lidt, mine damer og herrer, byder vi Hørslev og Mouritz velkommen på scenen.«
Men hov, jeg elsker jo egentlig orden!
Og vi skulle gå nu, ifølge tidsplanen.
Jeg har opdaget, at jeg elsker Godsbanens kaos!
Jeg er direkte taknemmelig for Godsbanens uordentlighed.
Jeg tror, at nogen har planlagt Godsbanen gennemgribende kaotisk.
Jeg har set adskillige have svært ved at finde indgangen.
Og når man kommer ind, løber man oftest ind i adskillige arrangementer, og det er uigennemskueligt, om man er kommet til at gå ind i en privat fest, et kommunalt møde eller faktisk er på et offentligt sted.
For slet ikke at tale om informationspersonalet.
Hvem er de egentlig? Er der overhovedet nogen, der er den?
Er de mon ansatte, frivillige eller en forening?
Det er vidunderligt kaotisk og uigennemskueligt.
Jeg blev siddende i Vogn 1, og Lone Hørslev slog benene væk under os.
Det var hende, vi var kommet for at høre, og det var virkelig det hele værd.
Så nu knuselsker jeg Godsbanens kaos!
Det vibrerer af liv, skæve ideer og muligheder.
Det kalder på medvirken, handlekraft og åbenhed for fremtiden.
Jeg drømmer om mere godsbanekaos spredt med rund hånd ud over Aarhus. Prøv en gang at tænke med. Godsbanekaos på havnen, langs Brabrand Sø og måske endda lidt godsbanekaos hjemme i mit ordensregime.
Skynd dig en tur til Godsbanen.
Det er bedre end motion og vitaminpiller.