Fortsæt til indhold
Aarhus

Storbrand skaber lugtgener

Krav fra kommunen: Gør noget ved problemet hurtigst muligt.

Først var det masser af røg, der generede naboerne efter en brand i en lagerbygning på Lystrupvej i Aarhus.

Nu er branden slukket, men det brændte skrot skaber nu lugtgener i området.

Derfor har Aarhus Kommune pålagt ejeren af lagerhallen, at de hurtigst muligt skal gøre noget ved problemet.

Skal jævnes med jorden

”Allerede i dag kommer der nogle medarbejdere fra ISS og sprøjter noget væske udover alt, hvad der er brændt, og som indkapsler lugten. Vi er meget ulykkelige over, at vi har tilrøget vores naboer, så vi vil gøre alt for at stoppe yderligere gener for dem,” siger Jørgen Lundø Hansen, fabrikschef hos Averhoff, til Jyllands-Posten.

Virksomheden sørger også for, at alt vand på grunden bliver suget op og kørt til et rensningsanlæg. Næste uge starter arbejdet med at fjerne alt det nedbrændte materiale.

”Skaderne er så store, at det hele skal jævnes med jorden,” siger Jørgen Lundø Hansen.

”Fuldstændig uforstående”

Lagerbygningen er kun blevet brugt til at opbevare elektroniske apparater, som er færdigbehandlede og pakket ned.

Ingen medarbejdere er kommet i bygningen, og derfor undrer det fabrikschefen, hvordan branden kunne opstå.

”Jeg er fuldstændig uforstående overfor, hvad der er sket,” siger han.