171 mio. kr. til liv, latter og lys i Aarhus
En gaveregn faldt i dag ned over Aarhus, der via en af sine store mæcener, nu afdøde købmand Herman Salling, fik 171 mio. kr. til at forskønne byen.

Salling-fondene giver 171 millioner kroner til Aarhus.
- 74 mio. kr. får Aarhus Kommune til havnebad, havnelegeplads ved Urban Media Space, udsigtstårn og en skulptur.
- 70 mio. kr. får Den gamle By til et nyt udstillingsområde, Aarhus Story, om byens historie fra vikinger til nutid.
- 12 mio. kr. får Tivoli Friheden til et kulturelt multimediehus med mobil publikumstribune.
- 5,5 mio. kr. får AGF til et nyt klubhus på Fredensvang.
- 3 mio. kr. får den store udendørs udstilling "Sculpture by the Sea" til at videreføre succesen i årene 2013, 2015 0g 2017.
- 2,5 mio. kr. får Aarhus Statsgymnasium til en Per Kirkeby-skulptur.
- 1,4 mio. kr. får Lyseng IF ved Højbjerg til landets bedste kunstgræsbane.
- 1,4 mio. kr. får Aarhus Academy for Global Education til et nyt skolebibliotek.
- 1 mio. kr. får Aarhus Musikskole til en ny koncertsal.
Smilene var lige så brede som en åben tegnebog, da Karin Salling på vegne af fondene bag Dansk Supermarked, i dag delte millioner af kroner ud til kunst, kultur, sport, leg og fritid i Aarhus.
I alt 171,1 mio. kr. blev fordelt på 12 projekter - det er det hidtil største beløb, som fondene har uddelt på et år.
Donationerne blev givet i stormagasinet Salling, hvis grundlægger, Herman Salling, blev født og voksede op i Aarhus, og hvis tanke altid var, at de penge, som han tjente på sit livsværk, ikke bare skyldtes hans sans for købmandskab og sparsommelighed, men i høj grad også opbakningen fra medarbejdere og kunder.
Mere liv på havnen
"Dem glemte han aldrig," sagde Karin Salling, inden hun gav 12 kuverter med de mange millioner videre til bl.a. borgmester Jacob Bundsgaard (S) samt rådmændene Laura Hay (V) og Marc Perera Christensen (K), der fik ansvaret for i alt 74 mio. kr. til Havnebyen: Et nyt havnebad, en skulptur, en stor legeplads og et udkigstårn.
Den Gamle By fik 70 mio. kr. til en underjordisk udstilling om Aarhus fra vikingetid til nutid, Tivoli Friheden 12 mio. kr. til et multihus til koncerter, revyer og teater og Århus Statsgymnasium 2,5 mio. kr. til en Per Kirkeby-skulptur.
I den kulturelle afdeling var der også 1,4 mio. kr. til Aarhus Academy for Global Education til et skolebibliotek, og Aarhus Musikskole fik 1 mio. kr. til indretning af Officerssalen i den gamle officersbygning til en koncertsal med nyt flygel.
Den åbne udstilling, Sculpture by the Sea, som har stranden langs Aarhus Bugt som sit udstillingslokale, fik 3 mio. kr. fordelt på 1 mio. kr. til udstillinger næste år samt i 2015 og 2017, og dermed blev det fastslået, at udstillingen, som har høstet megen kritik for sit kunstneriske niveau, men som slår alle rekorder for besøgstal, kommer til Aarhus endnu tre gange. Mindst - hvis direktør Jens Erik Sørensen, kunstmuseet Aros, der står bag udstillingen, skal sige det.
Penge til sport
Også byens sportsliv blev betænkt. Byens klub, AGF, fik 5,5 mio. kr. til et nyt klubhus i Fredensvang, mens Lyseng IF 1,35 mio. kr. til etablering af en kunstgræsplæne.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) er "begejstret over de meget generøse donationer fra Salling-fondene", som, han mener, vil give byen "et markant løft" og tilføre Aarhus "liv, latter og lys".

Hold op med det pjat

Mobilkunder køber katten i sækken
Obama nævnte Danmark i stor forsvarstale
USA's præsident lagde torsdag grunden til en ny strategi mod terror. Læs artikel
Sidste kampskridt før brugerbetaling
Lægerne indsamler ydernumrene og gør klar til brugerbetaling. Læs artikel
Flere anholdelser efter soldaterdrab
Sexskandale på USA's fineste militærakademi
Kvindelige elever blev videofilmet og beluret i badet i den seneste af mange sexkrænkelser. Læs artikel



ShoppingGuide
OvernatningsGuide
