Forældre klager til ombudsmanden
Rundhøjskolens forældregruppe klager over Aarhus Kommune og Statsforvaltningen.
Skoleforligets partier i Aarhus Kommune har igangsat skolelukninger- og fusioner et halvt år før vedtagelsen af forliget, mener forældregruppen på Rundhøjskolen. Derfor klager den nu til folketingets ombudsmand.
Ifølge forældregruppen misbruges mindst 2 mio. skattekroner, og en lovpligtig høringsperiode ignoreres, når projektet sættes i gang, inden den endelige beslutning om skoleforliget er truffet.
"Så stort et beløb til at implementere en beslutning, før den er truffet, er ikke blot foragt for borgeres sunde fornuft og lovpligtige ret til at blive hørt, men kan efter vores juridiske vurdering heller ikke være lovligt," lyder det fra forældregruppens jurist, Morten Hyldgaard Jensen, der også klager over, at Statsforvaltningen skulle havet ignoreret gruppens anmodning om aktindsigt i kommunens redegørelse.
Misbrug af skattekroner
Den 19. december skal byrådet i Aarhus Kommune afgøre, om Rundhøjskolen skal lukke, og om de øvrige elementer i skoleforliget vedtages.
Men Rundhøjskolens forældregruppe mener, at Bygningsafdelingen i Børn og Unge indgik samarbejdet om "modernisering og nybygning på Holme Skole" et halvt år før, beslutningen skal træffes, og fire måneder før den lovpligtige høringsperiode.
"Endvidere har man allerede ansat "fusionsledere", selv om vi er midt i en høringsperiode, hvilket reducerer borgernes indsigelser mod processen til en farce," skriver forældregruppen.
Klage over statsforvaltningen
I brevet til ombudsmanden klager forældregruppen yderligere over, at den ikke har fået aktindsigt i kommunens redegørelse for sagen.
Forældrene mener, at Statsforvaltningen har ignoreret forældregruppens anmodning, og samtidig undrer Morten Hyldgaard Jensen sig over, at Statsforvaltningens afgørelse blev fremsendt til kommunen pr. e-mail tre dage før, den blev sendt med posten til ham.
Forældregruppen mener herved ikke, at den har haft mulighed for at kommentere kommunens forklaring, og samtidig hørte de først om Statsforvaltningens afgørelse via pressen.
"Det er chokerende, at man kan bruge millioner af kroner på at implementere politiske beslutninger, før de er truffet, og imens borgere forventer at blive taget alvorligt under en lovpligtig høringsperiode. Det ligner en ren skueproces, og derfor har vi selvfølelig klaget til ombudsmanden," meddeler forældregruppen.