Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus i alarmberedskab hele natten

Efter urolighederne mellem aktivister i Aarhus vil politiet være massivt tilstede.

Der skete lørdag eftermiddag voldsomme sammenstød mellem venstreorienterede og højreorienterede aktivister i Mølleparken i Aarhus.

I alt er 83 personer blevet anholdt og skal nu afhøres, fortæller Georg Husted, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.

"Lige nu er der ro på dernede, men vi er stadig meget massivt tilstede, og det vil vi være resten af aftenen og natten," siger han.

Spyttede på hinanden

Jp.dk's udsendte reporter opholdt sig tæt på aktivisterne i Mølleparken, hvoraf en større del senere blev anholdt af politiet.

"De spyttede efter hinanden. Nu kaster de også med flasker og sten. Der var lige én, som var meget tæt på at få en flaske i hovedet," sagde han over telefonen.

"Politibetjentene har lige over en megafon fået besked på at trække i hjelme og visir."

Aktivisterne råbte bl.a "fuck racister" og "ingen racister i vores gader".

Efter sammenstødene lå der brosten, cykler og smadrede flasker og potteplanter spredt i gaderne.

Mange sammenstød

Grupperne stødte flere gange sammen i Mølleparken i løbet af lørdag eftermiddag.

Politiets pressemedarbejder, Mogens Brøndum, betegnede situationen midt på eftermiddagen som "presset".

Allerede omkring kl. 15.00 blev to unge palæstinensere mænd anholdt, og efter ca. to timer blev der anholdt 20 venstreorienterede aktivister.

Kastede med cykler

Klokken halv seks blev der anholdt yderligere 50 personer, hvoraf en del var såkaldte præventive anholdelser.

Kort forinden blev en stor del af de anti-islamiske højreorienterede demonstranter fragtet væk i busser under massivt politiopbud.

Samtidig kastede antifascistiske aktivister kanonslag og en cykel efter bussen.

Fuckfingre og råb

"De blev fulgt ind i busser, mens antifascisterne fra alle sider råbte og skreg og rakte fuckfingre af dem," siger jp.dk's reporter.

Problemerne opstod, mens lederen af den højreorienterede gruppe Danish Defence League, Anders Gravers, holdt tale i Mølleparken midt på eftermiddagen.

Under talen trængte de venstreorienterede aktivister gennem politiets afspærringer til Mølleparken.

Ifølge Mogens Brøndum kom der hurtigt en massiv politistyrke, da uroligherne begyndte, og der er ikke meldinger om skader på civile.

To betjente fik skader

Inden da var der ikke problemer hos hverken demonstrationen mod islam og moddemonstrationen "Aarhus for Mangfoldighed".

Politiet holdt grupperne adskilt, men der blev kastet med flasker og sten mod politi og demonstranter. En politibetjent fik en flænge i baghovedet, og en af hans kolleger blev ramt af fyrværkeri i øjet. Begge måtte omkring skadestuen, men ingen var kommet alvorligt til skade.

Det lykkedes omkring kl. for politiet at afspærre Mølleparken, og efter en pause på ca. en time blev den højreorienterede demonstrationen genoptaget. Den sluttede omkring kl. 16.45.

Historisk politiaktion

Ifølge jp.dk's reporter var der tidligere på eftermiddage omkring 200 anti-islamiske demonstranter i Mølleparken, som råbte slagord fra trappen foran Aarhus' Hovedbibliotek.

Østjyllands Politi var hele dagen massivt tilstede i byen i en politiaktion, som bliver betegnet som en af de største nogensinde i Jylland.

En bus med tyske højreorienterede demonstranter var rejst til Danmark med flag og megafoner.

Flagene lignede Dannebrog, dog var det hvide kors skiftet ud med to gule og en sort stribe. Der var desuden mange israelske flag.

"Vi er ikke racister"

Christopher V. Mengersen ankom ved middagstid med 50 andre i bus fra München i Tyskland.

"Der var ikke nogen tvivl om, at vi skulle herned. Vi er ikke racister, faktisk er der én med i bussen med indvandrerbaggrund. Vi er bare modstandere af ideologien islam," siger han.

Han fortæller, at han skrev sig op til en plads i bussen via internettet.

Modstandere af Sharia

Også højreorienterede gæster fra den franske anti-islam-organisation L'EFI Alliance var mødt op i Mølleparken. Desuden gik mange demonstranter med orange veste påtrykt teksten "Freiheit statt Scharia" - Frihed frem for Sharia.

Lederen af det højreorienterede English Defence League, Tommy Robinson, sagde inden tumulten begyndte:

"Vi har bekæmpet nazismen, og nu er det på tide, at vi får bekæmpet islam. Det er en undertrykkende religion. Der er aldrig os, der starter volden, men hvis vi bliver angrebet, forsvarer vi os. Det er skabt af medierne."

Moddemonstration med tusinder

Ca. 5.000 mennesker demonstrerede samtidig under navnet "Aarhus for Mangfoldighed" i protest mod den højreorienterede demonstration, anslår Østjyllands Politi

"Der er en del sortklædte demonstranter med hættetrøjer og solbriller, men der er solskin og god stemning. Der er også forældre med barnevogne," berettede jp.dk's reporter.

Optoget var flere hundrede meter langt.

"Vi blev fulgt tæt af politiet, og i sidegaderne holdt der salatfade med betjente for at sikre, at folk holdt sig til optoget," siger han.

Se demonstranternes rute her

Reggae-musik

Forrest i optoget kørte en vogn med anhænger med et anlæg, hvor der bl.a. blev spillet "Gi' mig Danmark tilbage" af afdøde sangerinde Natasja.

Per Clausen fra Enhedslisten og en række socialistiske ungdomsorganisationer var bl.a. med til moddemonstrationen.

"Jeg håber, at det bliver en god dag med masser af forskellige mennesker," sagde arrangøren bag Aarhus for Mangfoldighed, Per Jensen, til jp.dk.

Moddemonstrationen sluttede efter kl. 17.00 på Bispetorv efter en række talere.