Fortsæt til indhold
Aarhus

Stadsarkitekt: Nybyggerier vil ændre bevægelsesmønstre

Hvor man tidligere bevægede sig fra banegården til Latinerkvarteret, skal bevægelsesmønsteret i fremtiden tegnes som en trekant.

Stadsarkitekt Gøsta Knudsen glæder sig over, at man med byggeplanerne ved banegården får ordentlig gang i midtbyen. Sammen med det kommende byggeri på havnen og multimediehuset vil det nye byggeri være med til at tegne bevægelsesmønstrene i byen. »Helt tilbage fra min ungdom er man gået fra banegården til Latinerkvarteret. Måske et smut forbi åen og så tilbage igen. Nu er der udsigt til ændringer. Dette kommer til at åbne et helt nyt byområde, så vi får en trekant, der vil danne de nye bevægelsesmønstre,« siger Gøsta Knudsen.

Varemærker vil bestå

Han frygter ikke, at aarhusianske varemærker som Musikhuset Aarhus og kunstmuseet Aros vil blive glemt, da der også er sat gang i nye projekter i den del af byen. Bl.a. arbejdes der i byrådet for at omdanne den gamle Ceres-grund til en helt ny bydel, ligesom kommunen har investeret stort i godsbaneprojektet. Man er dermed ved at fylde byens tomme arealer ud, mener stadsarkitekten. »Byen bliver i langt højere grad bundet sammen nu, da man er ved at lukke de huller, der har været. Jeg er tilhænger af, at man bygger meget tættere i Aarhus, end man har gjort hidtil. Hvis man vil have byliv, får man det ikke alene ved grønne pladser, men ved attraktioner og butiksliv,« siger Gøsta Knudsen.