Rift om lejligheder på havnen
32 boliger i Lighthouse og 8 i Z-huset er allerede solgt.
Trods krisetid og økonomisk uro går det over forventning med salget af ejerboliger i den nye havneby.
På kun to måneder - og stort set uden markedsføring - er de første 32 af 94 ejerlejligheder solgt i første etape af ikonbyggeriet Lighthouse - til priser mellem 1,85 mio. og ca. 9 mio. kr.
Også interessen for det arkitekttegnede bygningskompleks Z-huset er stor.
Selv om salget ikke er officielt indledt endnu - og byggeriet ikke er begyndt - er der allerede solgt 8 af 54 lejligheder i første etape, og 200 er skrevet op som interesserede, oplyser statsautoriseret ejendomsmægler Jesper Holm fra Lokalt Liebhaveri, som er ansvarlig for salget af Z-huset.
Når der om kort tid skrues op for markedsføringen, ventes salget af lejligheder i begge byggerier at eskalere.
»Det er klart, at det vil rykke endnu mere, når vi begynder med bl.a. avisannoncering. Vi mærker allerede en kæmpe interesse for lejlighederne i Lighthouse. Hele tiden er der nogen, som ringer. Vi forventer, at alle lejligheder i første etape er solgt, når byggeriet står færdigt 1. april næste år,« siger statsautoriseret ejendomsmægler Johan Nairn fra Nybolig, som sælger lejlighederne i Lighthouse.
Mangel på den type bolig
Direktør Rune Kilden fra firmaet Havneinvest, som står bag Lighthouse, er ikke bekymret over den økonomiske uro, som giver globale rystelser i denne tid. Der er mangel på den type ejerboliger, som der aktuelt tilbydes på havnen, mener han.
»I de seneste 10-15 år har der i Aarhus været et enormt underudbud af nye boligprojekter af denne type i forhold til København. En af de større tendenser i tiden er, at folk sælger deres villa for at flytte i lejlighed i byen. Det er meget moderne. Men disse mennesker oplever, at de - fordi boligmassen er gammel - stort set ikke kan opdrive lejligheder centralt i Aarhus med de bekvemmeligheder, som de gerne vil have, f.eks. elevator og parkeringskælder. Det er klart, at det giver et tryk på de steder, hvor disse ting findes,« siger Rune Kilden.
Også ejendomsekspert Carsten Gørtz Petersen, som er partner og direktør for Aarhus-afdelingen af firmaet Sadolin & Albæk, er overbevist om, at de mange planlagte boliger på de bynære havnearealer kan sælges. Den nye havneby bliver »et af de meget attraktive steder at bo i Aarhus,« fastslår Carsten Gørtz Petersen.