Rideskole stod i flammer
To staldbygninger på Søgaardens Rideskole i Viby blev nytårsaften antændt af fyrværkeri. I den ene staldbygning var der opstaldet 30 heste.
Omkring kl. 19 nytårsaften blev to staldbygninger på Abildgaarden Hestepension, Damagervej i Viby, antændt af et fyrværkeribatteri, der væltede.
Det oplyser Østjyllands Politi.
I den ene staldbygning var der opstaldet 30 heste som i forbindelse med brandens opståen blev lukket ud af beboere og vidner på stedet.
"En stor del af hestene løb i flere forskellige retninger og først efter ca. 2 timer var alle hestene indfanget igen," oplyser Østjyllands Politi.
Århus Brandvæsen er i øjeblikket stadig i gang med at slukke branden.
"Vi regner med at være færdige med efterslukningsabejdet i eftermiddag. Tagetagen på den ene halvdel af bygningen er halvt udbrændt, men vi fik stoppet branden i den andel halvdel," fortæller Preben Kejser, vagthavende inspektør ved Århus Brandvæsen.