*

Kommunalvalg Aarhus
Aarhus

Rådmanden har ikke nået alle sine kulturambitioner

Det er ikke lykkes kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad at indfri sine løfter om støtte på 200 mio. kr. fra staten til Aarhus 2017 og en kortlægning af områder i kommunen, der kunne have gavn af et mere spændende kultur-, fritids og sportsliv.

Rådmand for kultur og borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), har haft kulturvagten i perioden, hvor kulturhovedstadsåret 2017 har fyldt meget. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Mens vi nærmer os det kommende kommunalvalg, nærmer vi os også enden på Aarhus’ centrale rolle i regionens afholdelse af kulturhovedstadsåret. Som rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus har Rabih Azad-Ahmad (R) haft en vigtig rolle at spille som kommunens kulturelle frontløber, og han ser kulturåret som et klimaks i sin tid som rådmand.

Blå bog

Rabih Azad-Ahmad

  • Født i flygtningelejren Elbass i Libanon i 1976 af palæstinensiske forældre og kom til Danmark i 1989. Fraskilt og har tre børn.
  • Jurist fra Aarhus Universitet i 2007. Tidligere daglig leder i Gellerupparkens Retshjælp og juridisk rådgiver ved Folkeinformation. Etablerede i 2012 advokatkontoret AdvokaterneVest i Gellerup.
  • Medlem af Aarhus Byråd for Det Radikale Venstre siden februar 2007.
  • Blev valgt som rådmand for Kultur og Borgerservice efter byrådsvalget i 2013.
  • Medlem af bestyrelsen for Aarhus Havn og Aarhus Teater.

»Publikum strømmer til Aarhus 2017’s mange projekter. I åbningen deltog omkring 76.000, ”Aarhus Stories” tiltrak mere end 25.000 publikummer. ”Røde orm” solgte over 90.000 billetter, og byens kulturinstitutioner melder om besøgsrekorder,« siger han.

JP Aarhus har taget en snak med Rabih Azad-Ahmad om de ambitioner og løfter, han fremlagde, da avisen i begyndelsen af 2014 bragte et tiltrædelsesinterview med den da nyudnævnte kulturrådmand. Her var netop kulturbyåret på dagsordenen, da rådmanden slog fast, at Aarhus nok skulle få 200 mio. kr. i støtte fra staten til at holde kulturhovedstadsåret. Men sådan gik det ikke helt, og finansloven for 2015 blev vedtaget med 129 mio. kr. til Fonden Aarhus 2017.

Går dybt ned

»Vi havde selvfølgelig håbet på 200 mio. kr. fra staten. Men da jeg overtog rådmandsposten, var der ikke engang tilsagn om, at staten ville støtte. Der gik ikke lang tid, før det lykkedes at få 129 mio. kr. Det, synes jeg, var faktisk en sejr,« siger rådmanden, som roser fundraisingarbejdet op til Aarhus 2017, hvilket var med til at sikre et samlet budget på over 450 mio. kr.

Kulturbyåret har optaget en god del af Rabih Azad-Ahmads tid som kulturrådmand. Året har også haft stor betydning for at løfte endnu en af rådmandens ambitioner – at flere skulle bruge eller være en del af kulturelle tilbud i Aarhus.

Rabih Azad-Ahmad erkender, at han ikke ved om hans konkrete mål på 95 pct. af borgerne er nået, da det ikke er blevet undersøgt. Men en evaluering af hovedstadsåret – kaldt Rethink Impact – bliver præsenteret i midten af 2018, og ifølge rådmanden vil den indeholde nogle svar:

»Jeg regner med, at man går dybt og ser på, hvordan aarhusianerne har benyttet sig af kulturtilbuddene. Der er forskellige ting, man måler på. Der vil vi komme tættere på de tal. Men det er vigtigt at sige, at aldrig har kulturen haft det så godt.«

Rabih Azad-Ahmad forklarer, at der er afsat penge til en række initiativer, som skal få flere folk til at benytte kommunens kulturtilbud. Bl.a. har byrådet vedtaget driftsmidler til Museum Ovartaci, et ungdomskulturhus for 15-25-årige, et børnekulturproduktionscenter på Brobjergskolen, og derudover er der afsat penge til, at Aarhus Symfoniorkester retter aktiviteter mod et koncertuvant publikum samt et fritidspas, hvor børn fra økonomisk trængte familier kan få betalt kontingent i en forening.

Forvirring om løfte

Det sidste løfte Rabih Azad-Ahmad gav i 2014 skaber en smule forvirring. Rådmanden fortalte i JP Aarhus, at han ville have kortlagt, hvilke områder der kunne have gavn af et mere spændende kultur-, fritids- og sportsliv.

Da jeg overtog rådmandsposten, var der ikke engang tilsagn om, at staten ville støtte.
Rabih Azad-Ahmad (R), kulturrådmand, om statens bidrag til Aarhus 2017

»Vi har f.eks. iværksat en billedkunsttænketank for at se på, hvor vi er henne på billedkunstområdet. Vi har lavet en evaluering og kortlægning af hele danseområdet og kigget på ungdomskulturhuset og Godsbanen, som vi har vedtaget at gøre selvejende. Desuden har vi lavet kunstfaglige evalueringer af institutioner, der modtager kommunal støtte,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Dengang henviste du til en geografisk kortlægning af, hvilke områder i kommunen kunne have gavn af et mere spændende kultur-, fritids-, og sportsliv.

»Det er nogle af kulturinstitutionerne i Aarhus med til at vise os. F.eks. skal billedkunsttænketanken vise os, hvilke områder man kan styrke.«

Du snakker om områder inden for billedkunsten. Det er ikke geografiske områder.

»Tanken var ikke at kortlægge geografiske områder, men områder inden for kulturen, så man kan pege på, hvad man kan gøre for at tiltrække flere borgere. Det er de kortlægninger og evalueringer, vi har lavet.«

I dit tiltrædelsesinterview er du citeret for: »Harlev, Beder, Gellerup og Rosenhøj – der er mange talenter her, hvor man kan folde kulturen ud og gøre den mere tilgængelig. Jeg vil gerne have kortlagt hvilke områder, der kunne have gavn af et mere spændende kultur-, fritids og sportsliv. Det handler også om at have en øjenåbner: Denne bydel mangler noget. Så hvordan får vi en proces blandt politikerne, så de ikke bare tænker, at kultur er i midtbyen, som i forvejen har flere fritidstilbud end andre dele af byen.«

»Skal man se på nogle af de geografiske ting...«

Så der er ikke lavet en kortlægning?

»Ikke en geografisk kortlægning. Men vi har været i dialog med kulturinstitutioner, som søger kommunale midler, og set på, hvordan de kan række ud til f.eks. nye borgere, flygtninge og udsatte borgere. Det er også en slags kortlægning,« siger Rabih Azad-Ahmad, der ikke mener, at han har svigtet vælgerne på nogen punkter.

Han kunne dog godt ønske sig, at der var kommet flere idrætsfaciliteter i byen under hans rådmandsskab:

»Men jeg vil ikke sige, at det ikke er lykkes, fordi der er sikret 10 mio. kr. fast om året til faciliteter.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Hurra, så lyttede de

Kate Runge, byrådskandidat for Venstre, tidl. embedslæge
Jeg blev glad, da jeg læste Ældreministeriets udmelding, at plejen af ældre mennesker på plejehjem eller i eget hjem skal være mere ”værdig”, og at kvaliteten skal sikres med et nyt videnscenter, et rejsehold og et nyt, uafhængigt tilsyn.

Debat: Vision for regionernes it-udvikling

Rasmus Foged (AL), spidskandidat til Region Midtjylland, Aarhus | Karina Enggaard (AL), kandidat til Region Midtjylland, Favrskov

KV17: Syddjurs – en del af noget større

Jan Kjær Madsen (R), byrådsmedlem i Syddjurs
Vi skal arbejde for, at vi binder vores kommune op i en større sammenhæng med en politik for en grøn omstilling og -udvikling.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her