*

Aarhus

Per Zeidler væltet som formand for familieudvalget – anklager chokerer

Den kontroversielle byrådspolitiker Per Zeidler er færdig som formand for familie- og institutionsudvalget i Syddjurs Kommune, mens byrådet over en bred kam bakker op om borgmester Claus Wistofts (V) opfordring til Per Zeidler om at trække sig fra byrådet.

Per Zeidler stiller efter bruddet med Liberal Alliance op for Social Liberal Borgerliste. Foto: Ernst van Norde

Torsdag kl. 16 havde borgmester Claus Wistoft (V) indkaldt familie- og institutionsudvalget til et sonderende møde i kølvandet på en artikel, som Århus Stiftstidende bragte onsdag. I artiklen fremgår det, at Per Zeidler, der indtil torsdag var formand for udvalget, angiveligt har bragt kvinder til og fra såkaldte »gangbang-events« i Ammitsbøl Forsamlingshus nær Vejle.

Per Zeidler var ikke selv til stede ved mødet, men det resterende udvalg – Jesper Yde Knudsen (EL), Helle Røge (SF), Jørgen Brøgger (K) og Ole Bjerregaard (V) – besluttede at udnytte muligheden til at konstituere sig på ny, da dette blot kræver simpelt flertal i udvalget. Det betyder, at Jesper Yde Knudsen nu er formand for familieudvalget, mens Per Zeidler er blevet degraderet til almindeligt medlem. Udvalget havde ikke mulighed for at smide Per Zeidler ud, og ved JP Aarhus’ deadline havde Per Zeidler endnu ikke meldt noget ud om situationen.

De fire medlemmer var enige om, at Per Zeidler ikke kunne fortsætte på posten som formand, og der var også fuld enighed om den nye konstituering, fortæller Jesper Yde Knudsen.

»Hvis man kigger på perioden siden marts og frem til nu, har Per Zeidler misset seks af ni udvalgsmøder. Med denne sag oven i vurderede vi, at han i endnu mindre grad vil være i stand til at varetage formandsposten det sidste stykke tid i valgperioden. Efter budgetaftalen i kommunen mangler vi endnu at få en del ting på plads, inden byrådsperioden udløber til nytår. Vi har ikke taget stilling til skyldsspørgsmålet. Nu skal vi have gang i at lave noget godt for børn, unge og familier i kommunen,« siger han.

På næstformandsposten afløser Jørgen Brøgger den nyudnævnte formand.

»Formelt er Per Zeidler stadig medlem af familie- og institutionsudvalget, det kan man ikke gøre noget ved. Men jeg vil samtidig, på linje med borgmesteren, opfordre Per Zeidler til selv at trække sig,« siger han.

To sigtet i sag

Ifølge Århus Stiftstidende skal Per Zeidler angiveligt have bragt kvinder til og fra sex-orgierne ved Vejle. Det kan vise sig at være ulovligt, hvis politikeren har fået økonomisk udbytte af arrangementet fra kunder eller de deltagende kvinder.

JP Aarhus har talt med Østjyllands Politi, der fortæller, at de har anholdt og sigtet to 54-årige mænd fra henholdsvis Vejle og Syddjurs i direkte forbindelse til sex-arrangementerne ved Ammitsbøl Forsamlingshus. Begge blev løsladt efter endt afhøring, men de er fortsat sigtet for rufferi, og Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen.

Østjyllands Politi vil ikke be- eller afkræfte, om den 54-årige mand fra Syddjurs er Per Zeidler.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Per Zeidler selv, men han benægtede onsdag anklagerne over for Århus Stiftstidende.

Bred opbakning til borgmesteren

Historien fik onsdag aften borgmesteren til at udsende en pressemeddelelse, hvori han opfordrer Per Zeidler til selv at trække sig.

»Jeg er utrolig skuffet over, at Per Zeidler vælger at være fraværende fra byrådet for at deltage i den slags aktiviteter. Det er for tidligt at sige, om der er tale om kriminelle handlinger, det må politiet afgøre. Det er dog min opfattelse, at hans handlinger er uværdige for et byrådsmedlem og en udvalgsformand. Jeg vil derfor opfordre Per Zeidler til at anmode om lov til at trække sig fra byrådet og som udvalgsformand,« lyder det i pressemeddelelsen fra Claus Wistoft.

Det synspunkt får bred opbakning i byrådet.

»Det er en utrolig trist sag, og jeg bakker fuldt op om borgmesterens opfordring til Per Zeidler om at trække sig. Jeg er ked af, at det sætter byrådet i et dårligt lys, for jeg synes, vi har et rigtig godt samarbejde på tværs af partierne, og at vi er en flok ambitiøse og seriøse politikere,« siger Ole Bollesen, der er Socialdemokratiets spidskandidat ved det forestående kommunalvalg.

»Færdig i politik«

Hos Dansk Folkeparti spår byrådsmedlem Per Dalgaard, at sagen bliver enden på Per Zeidlers politiske karriere.

»Det er chokerende. Han må have mistet fatningen, og jeg tror, at han er færdig i politik. Sammen med de mange sager om store bonusser til eksempelvis kommunaldirektører er det med til at tegne et billede af politik herhjemme, som jeg ikke troede muligt. Det burde kun foregå i korrupte regimer.«

Per Zeidler er til kommunalvalget opstillet for Social Liberal Borgerliste, som lige præcis nåede at blive godkendt, inden fristen for opstilling udløb i begyndelsen af oktober. Foruden perioder som løsgænger har Per Zeidler siddet i byrådet for både Venstre og Liberal Alliance og var sidstnævntes spidskandidat, indtil han efter aftale med partiets ledelse forlod partiet d. 1. oktober efter en sag om en ubetalt værkstedsregning.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her