Fortsæt til indhold

George Michaels læger afviser hiv-rygter

Det går fremad for sangstjernen, der er syg med en alvorlig lungebetændelse.

Ritzau

Da George Michael blev ramt af en alvorlig lungebetændelse og måtte aflyse resten af sin "Symphonica"-turné, satte det straks gang i rygterne om, at der kunne ligge noget til grund for sangerens dårlige helbred.

Fans begyndte således at spekulere på, om det kunne være en hiv-infektion, der var årsagen til, at den homoseksuelle George Michael blev så syg.

Men det afviser stjernens læger på det østrigske hospital, hvor han er indlagt.

Gør store fremskridt

- Patienten har ikke andre helbredsproblemer end den lungebetændelse, og vi behandler ham ikke for andre ting, fortæller Gottfried Locker og Christoph Zielinski, der tager sig af George Michael.

De beretter, at stjernen er i bedring.

- Vi er glade for at kunne fortælle, at hr. Michael gør store fremskridt, og at symptomerne på lungebetændelsen aftager, fortæller de to læger.

De understreger dog, at sangeren stadig skal holde sig i fuldstændig ro, og ikke kommer til at hverken synge eller optræde foreløbig.