Kendte: Lad os nu være i fred!
Kendte har ret til at have deres privatliv i fred, mener Dansk Skuespillerforbund. De er gået ind i tv-værten Andrea Elisabeth Rudolphs retssag mod Se og Hør.
Men kendisser har også ret til et privatliv, mener den faglige organisation Dansk Skuespillerforbund.
Forbundet er derfor gået ind i den retssag, som tv-værten Andrea Elisabeth Rudolph har rejst mod Se og Hørs tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup. Bladet viste hende i 2006 topløs og højgravid på en offentlig stand.
- Vi oplever, at skuespillere og kendte har problemer med at have deres privatliv i fred. Det er et stort problem, fordi der er nogle uklare retningslinjer for, hvor langt pressen må gå, og hvor grænserne for privatlivet ligger, forklarer forbundets chefjurist, Maj Hagestrøm.
Nået i højesteret
Twisten mellem den tidligere vært på "Vild med dans" og Se og Hør er nået helt til Højesteret. Her skal dommerne i næste uge afgøre, hvor grænsen går mellem mediernes ytringsfrihed og kendtes ret til et privatliv.
Se og Hør mener, at Andrea Elisabeth Rudolph selv er skyld i omtalen. Det skyldes, at hun tidligere har optrådt i sammenhænge med seksuelle undertoner og også beredvilligt har delt ud af intime detaljer fra sit sex- og kærlighedsliv.
Professionel/privat
Men man bør adskille det, kendisser som Andrea Elisabeth Rudolph gør og siger i sit professionelle liv fra det, hun gør som privatperson, påpeger skuespillerforbundet.
- Fordi man går med til at sige noget om sig selv, så har man jo ikke indirekte samtykket til at blive krænket efterfølgende. Der er ikke nogen sammenhæng mellem at udtale sig frisindet og så sige, så har jeg ikke lyst til at have et privatliv, mener Maj Hagestrøm.
Andrea Elisabeth Rudolph kræver 75.000 kroner i erstatning for de topløse billeder og yderligere 25.000 fra en forsideartikel med lumre undertoner, som Se og Hør bragte om hende, da hun ville sælge sin lejlighed.