Fortsæt til indhold

40.000 børn følger "Forbrydelsen"

Børn i alderen 3-12 år kigger med, når Sarah Lund i jagter en gal massemorder, der halalslagter og sprænger sine ofre i luften.

Kilde: B.T.

Det afslører DR's egne seertal - og tallene chokerer både en børnelæge og en psykolog, skriver B.T. mandag.

"Det er uhyggeligt og stærkt bekymrende, for selvfølgelig er det med til at påvirke børnene og deres adfærd. Men det afspejler desværre den forråelse, der er kommet ind i børns liv," siger børnelæge Vibeke Manniche til B.T.

Hun mener, at børn skal være fyldt 16 år for at se tv-serien.

Mange helt små kigger med

DR har et godt kendskab til sine seere med TNS Gallups såkaldte TV-Meter-system. Det registrerer præcist, hvem der ser tv, hvad de ser, og hvor gamle de er. To pct. af alle danske børn i alderen 3-7 år følger med, mens 10 pct. af børnene fra 8-12 år følger Søren Sveistrups thriller.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen mener, det er udtryk for dårligt lederskab, når forældre ikke tør sende børnene i seng af frygt for at ødelægge søndagshyggen foran skærmen.

"Fælleshygge er blevet lig med voksenhygge, men børnene kan ikke selv vurdere, om de er modne nok til at se "Forbrydelsen II", og de skal aldrig se sådan noget alene. De har svært ved at abstrahere fra, at det ikke er virkeligt, og det skaber angst," siger Margrethe Brun Hansen til B.T.

DR: Få børn kigger alene

Ulla Pors, chef for DR 1, opfatter ikke tallene som særligt alarmerende.

"Det ser ud som om, forældrene har lyttet til vores advarsler, og at det er meget få børn, der sidder og ser serien alene, og det er mest børn på næsten 12 år," siger Ulla Pors.

Tv: En barsk forbrydelse